Magisk musik

Sted: Eternos Butiks Distriktet på en større plads fuld med boder
Tid: solen er på det højeste punkt på himlen
Vejret: en par små skyer på himlen men ellers helt fint vejr
Til: Adannya Moon


Bartimæus sad på en stol bag sin bod som han havde lejet for dagen han havde en lilla løs siddende skjorte et par sorte bukser og et par læder støvler som gik op til lige under hans knæ hans opmærksomhed var ikke rigtig rettet mod at prøve at sælge hans magiske varer men at holde øje med en udstilling at nogle af hans varer for at sikre sig på nogle prøvede på at stjæle eller ødelægge dem udstillingen bestod af en række af musikinstrumenter som svævede en meter over jorden og spillede af dem og endda de spillede den samme sang og lige under dem var der ti små sten figurer som sang med musikken det var ikke det mest komplicerede fortryllede ting hans folk havde lavet faktisk var det ret normalt for Lightbringers at lave den slags småting som en bevis på deres færdigheder og så havde han bare taget så mange ting som hans vogn kunne bære bare så kunne se der ville være et marked for den slags ting og hvis han var heldig kunne en eller anden betydningsfulde person fik en stor interesse for den slags ting som han på et tidspunkt kunne udnytte det til hans fordel



//Hvad instrumenterne og figurerne spiller

Den rolige vuggen af hesten under hende, var ganske behagelig for Adannya. Ved siden af hende gik et af familiens mennesker, en midaldrende mand pænt klædt i skjorte og bluse. Adannya selv var i damesaddel og en lang rød kjole, lavet af mange tynde gennemsigtige lag, der tilsammen gjorde det næsten umuligt at se igennem det fine stof, men man kunne alligevel skimte den slanke silhuet af hendes ben hvis solen stod lige rigtigt på. Hendes hår var sat halvt op og holdt fast med guldpinde, pyntede med rubiner. Et smil prydede hendes læber, som hun red igennem byen med tøjlerne afslappet i en enkel hånd.
Lyden af en sang fyldte pludselig gaden omkring hende og det varede ikke længe før hun fik øje på boden hvor musikken kom fra. Øjeblikkeligt vendte hun sin hest mod den, og red det sidste stykke der over, før hun afsteg ved hjælp af sin tjener, der også blev overladt hesten, mens Adannya fascinerede betragtede opstillingen.

Bartimæus så rolig på kvinden i den røde kjole med hans seks krystallinsk lilla øjne fik hjælp til at komme ned fra sin hest at en tjener gættede han på men han var ikke helt sikker på men det virkede som det mest logiske eftersom hun var åbenlyst rig og at hun var interesseret i hans opstilling og hvis han skulle være ærlig så ikke så dårlig ud og sagde ”de kan også lære at spille andre sange og musik så længe man har spillet den en gang før hvis det skulle interessere den unge frøken men den slags magiske ting er ikke nemme at lave eller billige” og han vinkede let til hende højre hånd som var samme lilla farve som hans øjne han vidste godt nok den sidste del var en løgn men hvad hun ikke vidste kunne ikke skade hende og hvis han var virkelig heldig kunne hun blive god forbindelse til fremtiden og han ventede på hendes reaktion på at se ham han vidste godt hans udseende var lidt unik i disse områder

Ved lyden af en stemme drejede Adannya hoved, kun for at blive lettere forbavset over ansigtet på den der havde talt. Om end Adannya langt fra var ukendt omkring magi, var det sjældent hun mødte væsner der så så anderledes ud i forhold til mennesker.

”Åh hvor fantastisk, de spiller så smukt”

Et øjeblik var den unge kvindes øjne igen på instrumenterne, de var ganske fascinerende, om end hun var sikker på at dette for nogen var mere simpelt end hvad sælgeren ville lade hende tro. Hun kendte det selv fra sine hallucinationer, folk fandt det ganske fantastisk når hun kunne få dem til at se noget der ikke var der, men hun lod dem altid tro at det var svære for ende end det egentligt var, det gjorde det ofte lidt mere magisk.

”Det kan vel næppe være svære end at lære at spille et instrument selv, ellers havde De vel ikke brugt tiden på at stille det op”

Han smilede let at hendes reaktion det var ikke værste reaktion på hans udseende han havde oplevet der var ikke så mange mennesker her som havde set hans folk der og han sagde ”de er delvis rigtigt frøken men instrumenterne er blevet fortryllet imens de blev lavet så de kan spille helt at dem selv den person som har lavet dem lever i nærheden af portalen og den eneste man behøver for at sætte dem i gang er at sige deres start ord og nynne en smule at den sang de ville have de skal spille og det er en del nemmere at få folk til en bod som sælger fortryllet ting når folk kan se et par af tingene fortryllelse” og han lukkede hans to øverste øjne så han bedre kunne få en fornemmelse af hvad for en slags magi hun havde der var så mange folk på pladsen af deres magi rodet sammen og gjorde det sværere at fornemme hvem havde den specifikke form af magi og han kunne ikke sige med sikkerhed kvinden men det han kunne hive ud af rodet var bevidsthed påvirkning men helt præcist kunne han ikke sige

Hans kommentar fik Adannya til at trække let på smilebåndet. Javel ja, der var vel nogen der holdt af at leve sådanne steder. Ifølge Adannyas onkel var portalen ikke just et behageligt sted, men mere plaget af fattigdom og luskede typer. Adannya selv havde aldrig været der, for det havde aldrig været passende for hende at tage af sted, og tanken havde aldrig rigtig tiltalt hende.

”Det er i hvert fald ganske fantastisk at se på”

Tiltende hoved på skrå kiggede Adannya eftertænksomt på de spillende instrumenter. Adannya selv var fra en familie der ofte besøgte diverse musikforestillinger og nød disse ganske meget. Både for musikken, men også det at komme ud og vise sig frem, så hele ideen om at bringe musikken med sig hjem var hende ganske uforstående, men på den anden side kunne alle sikkert ikke finde penge til at rejse land og rige rundt som hun gjorde.

”Ja ikke og det er ikke det eneste jeg har til salg frøken” sagde han og hev en op rullede tæppe som var stor nok så en voksen mand kunne ligge på den uden problemer og rullede den ud og sagde en enkelt ord på Margonites sprog men kvinden i rødt ville ikke kunne høre det eftersom hendes sanser ikke naturligt kunne opfatte magi men hun ville kunne fornemme det nok ikke helt hvad det han sagde betød og alle hans øjne og hans højre hånd lyse let op og alle hans grå fangarme som var hans hår begyndte kort at svæve op ad luften og det øjeblik han var færdig med at sige ordet fald hår ned igen og hans øjne og hånd stoppede med at lyse men tæppet begyndte at svæve en meter over boden og han sagde ”den vil holde sig på en meter over alle faste overflader” og han skubbede tæppet mod hende og den bevægede stille og roligt imod hende

Med et skeptisk blik fulgte Adannya tæppet med øjnene. Et flyvende tæppe, hvor interessant. Eller de fleste ville nok finde det ganske spændene, Adannya så muligheder. Med hendes gangbesvær kunne det være ganske problematisk at komme rundt på længere udflugter. Ofte var rejser varende længere end en dag nødt til at være planlagt til punkt og prikke for at hun kunne komme nogen steder, et flyvende tæppe gav unægtelig muligheder.

”kan det bære vægt eller er det simpelt en dekoration”

Forsigtigt bøjede Adannya sig frem for at styre hånden over tæppet. Det føltes ganske sjovt at røre ved et tæppe uden gulv under sig, det var ikke på samme måde fast under hånden på hende, som havde det været et almindeligt tæppe.
Prøvende lagde den unge kvinde en smule vægt i sin hånd, ganske vist det så ikke d til at falde til jorden ved det lette tryk. Selvfølgelig bedrog hun ikke sig selv, dette ville ikke være en investering for hende at lave, det ville være for hendes onkel at beslutte, men for nu kunne hun være underholdt af konceptet.

”Ja den kan holde vægt men jo mere vægt der er på jo lavere vil den være over overfladen hvis der er 500 kg som er godt fordeler vil den være omkring fem centimeter over overfladen den kan endda få et par ekstra fortryllelser så de kan selv bestemme hvad for nogle ord man skal sige for at få tæppet til at gøre hvad du vil have den til” sagde han venligt teknisk set var de fortryllender allerede der men det var på Margonites sprog som ingen andre folk kunne udover Margonites dem selv så det gik lige op og han sagde venlig ”hvis de er interesseret i den må de med glæde prøve at sidde på den for at få en ide hvordan det er unge frøken” og han gjorde tegn til hende at hun kunne bare sit sig op på den hvis hun havde lyst til det