Please don't leave me here.. - Lavender

Guest

S: Etermis, Rose markedet
T: Efter solen er gået ned
O: Slaveboderne diverse ting
V: Vindstille, en anelse kølligt
P: En pæn rød kjole og håret er sat op i en pæn hestehale.
Emne til: @Lavender hæhæhæh <3

Endnu en dag gået. Endnu en dag her. Faktisk var det ikke mange dage hun havde brugt her, nu måtte hun snart have rejst hele denne verden rundt. Ikke ligefrem på frifod. Hvor lang tid der var gået, for længe hun havde været ført rundt i mørket var der ingen svar på. Audrey var vågnet op væk fra nogen, en hun ikke kunne huske navnet på - men et efternavn - der var et navn og Audrey havde brugt det som sit. Hun måtte have slået hovedet hårdt, men visse ting hang ved. Der var en person hun vidste hun søgte, og det gjorde ondt i hjertet ikke at være der. Hvert slag, hver form for tortur havde ledt hende videre på målet. Audrey healede som vampyr hurtigere og skaderne blev usynlige set fra andre folks vinkel.
I virkeligheden var det kun et par dage siden hun faktisk var kommet frem til Etermia efter at hun var blevet solgt videre til en eller anden klam ældre rigmand. Til Audreys 'held' fik hun den ære af at være den der skulle repræsentere hans andre slaver, hun var den der skulle lokke købere hen. Med en lænke om halsen lænket til vågnen - støbt i vievand så det ville bare gøre oplevelsen mere smertefuld hvis hun forsøgte at gøre noget. Audreys frygt ville være at finde den person hun søgte blandt disse slaver. Såret. Hun kunne mærke et sted i hende at det panikkede en smule i hende. Audrey havde ellers været så god til at holde sit ansigt koldt, og var det stadigvæk. Det var måske derfor hun var så populær lige nu.
Folk kom og beundrede hende men hun blinkede knap nok eller gav dem en reaktion. Det var ikke fordi hun ønskede deres klamme hænder omfavne hendes hud, og den gamle mand jagede da også et par stykker væk - for hun var hans. Dog så Audrey en kvinde et godt stykke væk, bare ansigtet fik hende til at tabe ansigt - og derved give en af mændene der omklamrede hende en skalde. Tænderne blev sat i den næste og alt i alt - så fik hun startet en mængde opmærksomhed fra folk der ellers nød en rolig aften.

Posts : 202 Reputation : 0

Påklædning + Løst let krøllet hår <3

Det var ikke tit at hun gik ude i gaderne. På trods af at hun var vampyr, var det ikke sikkert i menneskebyen at bare rende rundt i offentligheden. Som en vampyr af høje standarter, brød hun sig ikke meget om ballade. Det var bedre bare at passe ind i mængden, hvilket for Lavenders vedkommende, betød hold munden lukket. Med hendes permanente dobbeltsæts vampyr-tænder, var det ikke lige til, bare at tale med alle. For var der nu nogen som spottede dem midt i at hun talte og beskyldte hende for at være vampyr, det ville være en skandale. Så hun gik bare stille rundt med lukket mund og betragtede de forskellige slaveboder. Hun gik heller ikke meget ind for slaveri. Det frastødte hende noget så ekstremt, men ikke på grund af moralen. Der var et eller andet bag det som måtte være blevet slettet samtidig med at hun forlod portalen dengang.
Hun var ikke noget langt før det første postyr startede. Hun kiggede derover, med en indre konflikt om hun skulle gå over og se på, eller om risikoen for indblanding var for stor. Men ved synet af slaven som så ud til at lave postyret, blev hendes opmærksomhed fanget. Hun rynkede på brynene som ansigtet så noget så familieret ud, men der var ingen simpel forklaring på det. Så nærmest automatisk begyndt hendes fødder at sætte i gang og indenfor kort tid var hun tæt på. Hun kiggede først noget så forvirret over bidderiet, før det gik op for hende. Hun skulle tænke hurtigt nu, hendes blik faldt mod de andre slaver og med sammenbidte tænder og let knebne øjne, var hun nød til at bruge sin evne på så mange som muligt. Slaver rejste sig og begyndte at te sig underligt så al opmærksomheden ikke bare lå på pigen.
Hun nærmest instinktivt trådte ind i det hele derefter og greb fat i pigen før hun tvang hende væk fra manden og holdt hendes ansigt så de var ansigt til ansigt. Hendes sorte øjne stirrede ind i pigens blå, og hun blev mere og mere sikker på at de måtte kende hinanden et sted fra. "Listen to me. Listen closely. Dont do anything hasty. I will get you out of this." forsikrede hun hende i en nærmest lydløs tone, en som disse mennesker ikke ville høre. Så slap hun den ene side af pigens ansigt før hun stak hånden i en lomme og trak en pose med det reneste guld op. Hun kastede det i favnen på slaveejeren før hun greb fat i pigens lænker og flåede dem op med en lethed, der helt klart ikke var menneskelig.
Inden folk kunne opfatte hvad der egentlig var sket med de lænker, havde Lavender taget pigens hånd og begyndt at løbe. Ikke vampyrisk hurtigt, men alligevel lidt hurtigere end hvad et menneske ville kunne. Det var med at komme væk herfra før for mange ville kunne huske begge deres ansigter. Da de var kommet lidt væk fra slavemarkedet, ved indgangen til parken, stoppede Lavender op. Hun vendte sig mod pigen med hævede øjenbryn som krævede hun forklaring på hvad der lige skete. "Do you not know what they do to vampires here? They burn them without questions asked. This is a human-only city! Do you realize how much danger you put yourself in, in that very moment? What were you thinki..." skældte hun lavmælt ud, og hun stoppede sig selv før hun uddelte flere verbale øretæver. Hun ved ikke engang hvorfor hun var så oprevet over det, hvem var denne pige og hvorfor fik hun hendes døde hjerte til at gallopere?

Guest

Det undrede hende, utrolig meget - det gav slet ikke mening på nogen måde. Dog var Audrey sikker på at dette var den person som hun havde søgt efter i den evighed hun havde ledt. Faktisk kunne hun ikke være mere sikker end hun var lige nu. Hvilket gjorde hun åndede lettet dengang kvinden trak hende væk fra manden. Ansigtet. Der var noget over ansigtet, øjnene - de fik Audreys øjne til at flakke rundt og måske skælvede de endda en anelse ligesom læberne - fordi det føltes som om noget gav mening igen. Der var et eller andet der gav mening igen. Sjovt nok troede Audrey på den fremmede dog genkendelige kvinde da hun snakkede. Hun var sikker på at kvinden nok skulle få hende ud af dette, hvordan hun var så sikker - vidste hun dog ikke. Audrey mærkede den ene side af ansigtet blev kold da hånden forlod den ene side af ansigtet. Selvfølgelig var det nemmest at købe hende, og manden så ikke ud til at beklage sig. I næsten samme sekund var lænkerne væk fra huden, og Audrey tog sig let til halsen, herefter håndledende. Så snart kvinden begyndte at løbe, gjorde Audrey det samme - uden at tøve.

Så snart der blev stoppet op gjorde Audrey det samme, og kneb let øjnene af kvindens hævede bryn. Som om Audrey i sin bevidsthed allerede kendte ansigtet og undrede sig over reaktionen der ikke engang var kommet endnu. Let spredte hun læberne lidt for at lade luften sive ind på tungen og åndede ud. Dog sagde hun ikke noget selvom kvinden stod og skældte hun en anelse ud. Audrey rystede let på hovedet. For ærligtalt vidste hun ikke meget, hun kendte ikke reglerne her - hvilket sikkert forklarede hvordan hun var endt hvor hun var.
"You... I.. I was thinking about you," udbrød Audrey uden egentlig at nå at tænke over sit valg af ord. Det var bare de ord der valgte at forlade læberne uden at hjernen egentlig kunne få det til at hænge sammen. "And for the record, it's much more fun for humans to torture a vampire than burning them alive.. or for some at least," tilføjede hun og trak let på skulderen. Lidt efter bare at have kigget på kvinden uden egentlig at gøre noget valgte hun alligevel efter nøje overvejelser at gå tættere på hende. Blot for at lade sine fingre glide henover de mørke lokker.
"I'm Audrey O'Quinn," ikke fordi det var Audreys oprindelige navn. Men O'Quinn var det sidste hun havde tilbage fra den person. Og alligevel føltes det nu ikke som det sidste.

Posts : 202 Reputation : 0

Hun havde regnet med en anderledes reaktion end hvad hun fik. Måske en spydig kommentar eller vrede over hendes måde at skælde ud på. ”You… I.. I was thinking about you,” sagde vampyren, hvilket bare forvirrede Lavender. Hvem var hun? Hun lyttede til hende som hun snakkede og fnøs let men kunne ikke undgå at smile. ”Sadly they’re not much into torture. Brings too much attention to the creature. They would rather just begone with it.. Pretend like there was never an issue to begin with.” sagde hun mens hun kiggede rundt for at se om der var nogen i nærheden. Lige nu var de heldigvis alene, men hvem vidste hvor længe det ville vare?
Så snart hun hørte sit gamle efternavn, sank hun en klump og fik en bekymret rynken over sine bryn. Hvor havde denne vampyr hendes navn fra? Det virkede mere underligt end hun havde ønsket at det skulle være, for på en eller anden måde virkede denne vampyr kvinde lige så genkendelig som var hun fremmed, men Lavender havde ingen idé om hvem hun var? Hun mærkede sin egen frustration brede sig og i et kort sekund måtte hun lukke sine øjne og samle sine tanker. Hvem var denne kvinde? Hun åbnede sine øjne igen og rystede så let på hovedet.
"Audrey. You seem very familiar to me. Yet I have no idea who you are." sagde hun så mens hun mærkede en underlig trang til at ae hendes kind. Hun vendte ryggen til Audrey mens hun kiggede frem ad mod sit hjem. "If you dont have a place to stay, you can stay with me... for the time being. I want to know why your face is fogged in my memories," tilbød hun hende så inden hun begyndte at gå fremad. Nu var det op til Audrey hun ville gå med eller ej. "By the way, I forgot to say. My name is Lavender.. Lavender Parish... But I'm guessing you already knew that?" sagde hun så roligt som de gik afsted. For nu, vidste hun ikke om hun kunne stole på den Audrey nok til at fortælle hende at de af en eller anden grund havde samme efternavn. Hun ville se sagen an først.
Da de kom til hendes hus låste hun sin dør op inden hun åbnede den op for Audrey. "Make yourself at home. I don't usually have company, so that is something I have to get used to." sagde Lavender roligt som hun lukkede døren bag dem. Hun åbnede sin jakke og tog den af før at afsløre hendes hvide skjorte som hun havde på indenunder med en sort vest. Nederdelen skinnede let i lyset fra den tændte pejs.

Guest

Audrey havde endnu ikke fået tid til at lære denne her verden at kende, men det ønskede hun heller ikke hvis det betød hun ikke havde Lavender ved sin side. Det gav et stød igennem hende, som at nogle forsøgte at rive hendes hjerte ud. Dog så Audrey altid lyst på tingene - eller for det meste - Lavender var her. I live. Om hun kunne huske hende eller ej, det kunne der arbejdes på. Hun var kort bange for at Lavender ville gå fra hende, som hun vendte ryggen til hende. Men hun valgte at tro på, at lige meget hvad - så kunne de kæmpe sig ud af det her. Det burde ikke være umuligt og ikke tale om at Audrey havde tænkt sig at miste hende igen.
"It's your lucky day then, I have a bunch of good stories to share and no other place to go," svarede hun blot simpelt og åndede stille ud. Hun kæmpede for ikke at svinge sig i Lavenders favn. Kæmpede for at modstå trangen til at tage en dyb indånding af hendes fært og bare holde om hende. Det var alt hun ønskede, men lige nu var det ikke hvad Audrey ønskede der var vigtigst. "Parish," mumlede Audrey for sig selv, som om hun nu forventede at skulle til at hjem og fortælle en eller anden herre et par ting eller to. Hun fulgte i stilhed med hen til Lavenders hus og så sig omkring.
"I attend to give you the space you need.. but not too much," svarede hun lidt for sig selv. Audrey vidste, at hvis hun begyndte at give Lavender for meget plads - ville hun et eller andet sted måske miste hende. Og Audrey ville ikke ligne en som gav op før kampen egentlig blev sat igang. De blå øjne gled henover Lavender som hun tog jakken af og afslørerede sin påklædning. Let vippede Audrey hovedet på skrå som hendes øjne løb henover hver eneste bevægelse Lavender fortog sig.
"You.." Audrey sank en klump og tog en dyb indånding, "you look really beautiful," smilede hun lidt for sig selv som hun trådte ind i rummet. Hun løftede en hånd op til sit hår som hun løsnede det fra den hestehale hun havde fået sat tideligere. Det her var mere hendes stil alligevel. Hun sukkede let før hun satte sig ned på en af sofaerne i rummet.
"So.. what happened? Since your memories are all blurred?"

Posts : 202 Reputation : 0

Hun havde vendt sig mod en lille kommode hvor hun åbnede et skab over. Hun tog en flaske vin ud før hun kiggede tilbage mod Audrey som hun komplimeterede hende, "Thanks a lot Audrey." sagde hun oprigtigt før et svagt smil bredte sig på hendes læber, før hun vendte hovedet mod flasken. Hun tog to glas ud og satte dem på sofabordet før hun forsvandt ud af en dør, for at komme tilbage med en gennemsigtig flaske fyldt med noget mørkerød væske. Hun hældte det op i glasne sammen med vinen før hun rakte det ene til Audrey. "Alcohol wont affect us, but I like the taste. It's fruity," sagde hun med et optimistisk nik og trak så let på skuldrene.
Så kom spørgsmålet om hendes minder. Hun vendte glasset lidt i sine hænder som hun bed sig kort i læben. "Must've been when the portals opened. The only thing I remember is waking up in this city, with nothing but vague memories... and sorrow..." sagde hun så som hun satte sig i en lænestol der stod ved siden af sofaen. Hun kiggede nysgerrigt på Audrey og tog en tår af sit glas. Hun var ikke sikker på hvor meget hun turde sige. Så meget som hun følte at hun allerede kendte Audrey, kunne man aldrig vide sig sikker. Men noget i hende havde lyst til at give efter.
"How about we make this into a game. A game of stories. I tell a small story, in exchange for one of yours. That way I will get to know you more, and maybe find out how you seem so familiar," sagde hun så og tog et sip af sit glas. Hun kørte kort en hånd gennem håret og lænede sig tilbage med glasset i begge sine hænder. "I'll start," begyndte hun så og drejede vinen der var blandet med blod rundt i glasset og lavede små røde gardiner langs den blanke kuppel.
Hun fugtede sine læber før hun begyndte. "I remember being in a different time, nothing like this. I was out for a hunt, back when I was young and naive about hunting. I thought that scouting the poorer districts would bring fun, but no proper human was to be seen. So I was going home - Disappointed.. Till a scent hit me. The sweetest scent, sweeter than the blood of angels. A shapeshifter, I remember. I followed it... I think I found the source... But I dont remember. In my memory it seemed that I went about forever, searching... Not finding anything.." forklarede hun så og vendte blikket ned mod sit glas. "Now it's your turn," sagde hun så og vendte nysgerrige øjne op mod Audrey.

// Gik lige en tur ned gennem memory lane for det minde. Ahahahhaah <3

Guest

Audrey tog imod det glas der blev givet hende. Hun elskede at være i Lavenders selskab det var ikke det, men det var en trykkende følelse af ubehag at hun ikke kunne huske hende. Lavender var altid Audrey havde kæmpet for at nå frem til, den eneste ting der havde holdt hendes gejst om at kæmpe i live. Dog kom hun ind på et form for spil, hvilket fik Audrey til at løfte nysgerrig på det ene øjenbryn. Det var heldigvis ikke helt tomt for Lavender, det måtte det ikke være - ellers ville hun ikke være så forvirret og nysgerrig på samme tid - ville hun? Audrey valgte at nikke, hvad havde hun at miste? Derefter tog hun en sip i synk med Lavender uden at tænke over det. Audrey tog en dyb indånding og gjorde sig klar til at lytte, for hun vidste ærligtalt ikke hvad hun skulle forvente at situationen. Dog som fortællingen kom, malede billederne sig som fortiden sneg sig ind under hendes hud endnu engang. Hun lukkede øjnene kort og lod sig selv slippe klippe kanten i et spring. Det var hun nød til, hvis hun skulle fortælle Lavender resten af den historie. Lavender gav bolden videre til Audrey, og hun kendte historien. Måske fortælle sin egen op til vil hjælpe et skub på vej.
"I was out walking one day, night time. I wasn't really paying attention to my whereabouts, my mistake. I got in a fight I couldn't win.. there was a lot of blood, and a lot of pain. The black and white flashes.. the smell of death.. as these vampires kept on drinking.. fighting.. drinking.. and then.. another vampire showed up," hun løftede blikket ganske let og sank en klump, "I knew her. She had been stuck in my head for months.. and there she was. She took out the other vampires.. picked me up and took me home. After that.. she turned me into what I am today," tilføjede Audrey og tog en sip af blodet igen.
"That person.. is you.. Lavender O'Quinn," fik hun så sagt i en lav dog bestemt tone. Hun vidste ikke hvor meget Lavender vidste, hun vidste ikke hvad det ville tage af tid for Lavender at huske. Men som den eneste person her som Audrey rent faktisk kendte, og den hun nok elskede mest - så var hun selvisk nok til ikke at lade hende gå nu.

//My feels!! <3

Posts : 202 Reputation : 0

Hun lyttede til Audreys historie mens hun roterede glasset rundt i sin ene hånd. Først var hendes udtryk uændret, men pludselig trak hun let på brynene og lod sine øjne vige væk fra Audreys som hun lænede sig tilbage og malede scenariet i hendes hoved. Det var som om at det hele allerede lå i hendes minder, men det var også som om at de var låst og gemt væk. Lavender bed sig i læben og kiggede på Audrey som hun løftede sit blik. Lavender sank en klump og lyttede viddere, som hun lagde sin hånd mod Audreys. Hun klemte blidt og havdde et forpint udtryk i øjnene. "I am sorry if I turned you to this wretched way of living," undskyldte hun og mærkede en lyst til at lægge sine arme om kvinden foran sig. Hun slap hendes hånd og rejste sig fra sin plads som hun gik mod de tildækkede vinduer.
Hun trak en dyb indånding og følte pludselig at hun manglede luft. Hun trak fra og lod nattens mørke fylde vinduet ud som hun åbnede vinduet og lod de kolde vinde vandre ind. Hun bed sig kort i læben og åndede den kolde luft ind som hun overvejede hvad hun skulle sige. "Audrey... I am not calling you a liar. I wouldn't feel this way if it was all lies. I believe you.." sagde hun så og kiggede kort ud af vinduet før hun vendte sig mod Audrey."But I have been here for a long time. I have changed so much. I am not the same person as I was before I wandered out the portals to this world.." hun sank en klump og lagde sit glas på en kommode i nærheden. Hun gned sin ene finger og kiggede kort ned på sin ring. "I have been here so long... Years... An eternity maybe.. Feeling all alone... Like nothing made sense, nothing mattered," forklarede hun så og drejede ringen en gang om sin finger.
"But then I met you at the market. I suddenly feel like things make sense, like my life finally have some sort of meaning... I just... I need to adjust to these feelings. They are scaring the bloody hell out of me," sagde hun så og kunne mærke hendes læber skævle som hun snakkede. Hvis hun skulle være ærlig havde hele situationen hylet hende en anelse ud af den.
"I want you to stay here with me. I don't want to lose someone who seems to be the only one who can make me feel... Be this vulnerable," sagde hun så og gik over til Audrey og satte sig på knæ for hendes fødder som hun tog hendes hænder i sine. "Will you please stay?"

» You dont understand and I wont explain - Luke

I anledningen af at 2018 ender, ville jeg lige lave en kort opdatering hvor vi fortæller om …

Nu ved jeg godt at siden ikke er lige så aktiv som jeg havde håbet på! Men det er fint, for jeg …