The ways of war - Thalia

Sted: Yurok stammen
Tid: Eftermiddag på vej mod aften
Vejr: Det er dejlig varmt i de sidste stråler fra solens lys
Omgivelser: Telte, bål og børn der løber og leger. Yro står ved et telt og kigger ud over en lille eng indenfor deres territorium
Påklædning: Hans normale; Læderbukser der er snøret op i siderne, et bælte lavet af store runde guldplader. Læderstøvler og bar overkrop med hans krigsmaling.
NB: Emnet er et fortidsemne, før Yro døde og før Thalia og Yro fik børn sammen, de har dog været gift i et stykke tid.
Emne til: @Thalia

De havde været væk et par dage, Yro og hans mænd. Det havde blot været endnu et af deres normale togter mod en stamme der havde erklæret krig, men det havde taget længere end forventet. Slaverne holdte trop på trods af hestenes hurtige fart, og dem som ikke havde, havde slidmærker og brandsår efter at være trukket hen af jorden. Yro var den eneste som ikke holdte nogle slaver, og samtidig var han den som havde fået mindst skrammer. Med nogle snitsår her og der, var den værste skade han havde, en lang halvdyb rift der gik fra hans skulderblad og ned til rygsøjlen. Enden af såret viste at han havde nået at stoppe personen, før den havde ramt rygsøjlen. Såret var dækket af nogle bandager, men de var blevet gamle og skulle skiftes så snart han kom ned af sin hest. Helt bagerst blandt slaverne, lå en af hans mænd på ryggen af sin hest, eller man var ikke sikker på at kunne kalde ham en mand, da alt der var tilbage var hans overkrop. Yro havde ikke just et tilfreds blik i øjnene.
Som de kom ind i lejren, begyndte folk at samle sig om hestene og hylde deres mænd for deres brave kamp, men Yro så ikke ud til at så meget som at skænke dem et blik. Han fandt hurtigt ud af derude at det ikke havde været en ærefuld krig, ordene om denne stamme havde været store og fået hele stammen til at virke magtfuld, men da ham og hans mænd havde ankommet, var det kun få mænd som virkede til at kunne give en nogenlunde modstand, og så var resten ikke andet end små mænd, kvinder og deres børn.
Alt i ham ville havde fået alle til at vende hestene og tage hjem, indtil en pil fløj forbi ham og ramte en af hans mænd. Stammens healere var løbet direkte til ham, men han gennet dem væk, sendt dem hen til de mest sårede først. Han kunne vente. Han tog sin hest ved tøjlerne og gik over til hvad der lignede en stald. Han satte sin hest fri og stod lidt for sig selv som han kiggede ud over hestene der løb og græssede. Normalt plejede han ikke at være så stille. Kort efter, havde slaverne indset hvad der ville ske med dem nu, pigerne begyndte at græde og skrige om nåde. Yro lod ikke til at være rørt af deres gråd, ikke det mindste. Han stod bare og kiggede ud på hestene.
En pige blev slået i jorden af en af hans mænd som råbte på deres sprog at hun skulle tie stille. Pigen forstod ham ikke men blev liggende på jorden, øjnene fulde af tårer, og en rød kind som begyndte at hæve en anelse. Manden greb fat i hendes hår og begyndte at trække hende hen af jorden. Det var det som skete for slaverne der ikke fuldte trop.

Påklædning
- Tøj + Sko Hun er iføt brunligt tøj Link. Hun har brune støvler på
- Hår + Make-up + Smykker Hendes hår hænger relativt løst, med enkelte fletninger Link. Hun har intet make-up på. Hun har en halskæde på Link & en ring på fingeren Link
- Accent Hun taler med en ukendt accent

Selvom livet i stammen endnu var nyt for hende, var der dog noget i hende, som faktisk havde vænnet sig det til, og på trods af hun så anderledes ud, tog mange godt imod hende. Dette betød dog ikke, at alle tog lige godt imod hende, og der var et par stykker, som så ned på Yro's valg af kone. Ikke desto mindre havde Yrsa og Ysalle taget imod hende, med hvad hun kun kunne beskrive som åbne arme. Det var derfor også oftest dem, som hun tilbragte tid med, når Yro var væk, dem også ægget hun havde fået i bryllupsgave. Selvom de fleste mente, at det blot var en sten, følte hun en forbindelse til det, en forbindelse som hun ikke kunne forklarer. Selvom hun oftest savnede ham, vidste hun at det var vigtigt hvad han gjorde, at hhan skulle sætte sig i dominans i forhold til de andre stammer, så der kunne vedligeholdes fred. Dog var hun ikke en stor fan, af måden det blev gjort imod, specielt de hvis eneste skyld, var at de var vokset op i stammen. Hun kunne ikke gøre for, at dele af hende ønskede at det kunne gøres på en anden måde, specielt i forhold til slaverne, noget hun altid havde været meget imod.
Det var i selskabet af Ysalla, da Yro og resten af krigerne kom tilbage igen. Alt i hende skreg, at hun skulle finde ham, og endnu engang være i hans arme, de arme der altid gav hende en tryghed. Aldrig i hendes liv, havde hun forestillet sig, at hun skulle føle den form for kærlighed til en anden. Hun havde nok læst om den slags, endda set det i andre omkring hende, men tanken om at hun skulle elskes på den måde, også endda elske en anden med så meget kærlighed, havde virket så fjernt for hende. Ikke desto mindre elskede hun hvert øjeblik med Yro, måden han kiggede på hende, som var hun det eneste der betød noget, eller måden han rørte ved hende, som frygtede han hun ville gå i stykker, eller nætterne hvor han trykkede hende imod sig, som var tanken om at hun kunne forsvinde nær. Det var derfor at hendes blik, straks gled imod ham, som de kom ud af teltet. Behovet for at vide han var der, og endda kunne være indenfor rækkevide, var så stor at den kom frem, sekundet hun kom ud i lyset.
Hun nåede dog aldrig, at komme imod ham, før hun hørte lyden af gråd, såvel som en mands råben. De klarer grønne øjne blev kastet imod kvinden, og uden rigtig at tænke på effekten, eller for den sags skyld hvad de andre ville sige, bevægede hun sig imod dem. Hun havde altid fået af vide, at man skulle kæmpe for hvad man troede, og specielt hvis man vidste at man kunne gøre en form for forskel, måske ikke en i forhold til hele stammen, men i det mindste for denne unge pige "nakho" (Stop) var alt hun sagde, som hun fik vredet mandens greb om pigens hår væk. Hun trykkede pigens rystende krop imod sin egen, med hænderne der blidt hvilede imod hendes hår, mens hun beskyttede hende med sin egen krop "tat vo jadat qisi mae" (do not come near her) der var noget beskyttende i hendes stemme, og den ellers så fine og uskyldige Thalia, var for et øjeblik forvandlet, til en beskytter af denne kvinde, hvilket hun syntes at opdage, da den unge pige begyndte at klinge sig til hende.

Manden som havde slæbt afsted på slaven, blev meget overrasket da stammens Khaleesi, hans khaleesi havde vredet pigens hår fri fra hans greb. Han trådte tilbage og overvejede nøje om han skulle blive vred eller blot blive ved med at kigge på hende med store øjne. Ligeså vel som han blev overrasket, blev alle andre også helt stille, som fik Yro til at vende hovedet tilbage mod dem. Han kunne ikke se særlig meget for folk havde stillet sig i en ring om Thalia og pigen. Yrsa havde skyndt sig ned på knæ til Thalia og rystet på hovedet med en hånd på hendes skulder. "vos oti jin, yalli anni" (Dont do this, my child) sagde hun, da Yro var kommet ind gennem mængden.
"Qoy anni qoy" (Blood of my blood) sagde manden og pludselig blussede vreden ud af ham. "Khaleesi ray qoraso zafr anni" (The Queen has taken my slave), begyndte ham, hvortil Yro bare løftede en hånd op som et tegn til at han skulle tie stille. Yrsa rejste sig forsigtigt og trådte væk fra Thalia, der var ingen der vidste hvad der nu skulle ske, ingen havde før benægtet et medlem af stammen en slave som Thalia havde gjort. Yro satte sig roligt ned på et knæ foran Thalia, så deres øjne var nogenlunde i samme højde. Han strøg hendes sne hvide hår og lod det danse sin vej ud af hans hånd, før han kiggede ind i hendes grønne øjne. "Ajjin jin tawak? Fin ajjin elat she, jalan atthirari anni?" (Is this true? What is going on here, moon of my life?) spurgte han med en rolig stemme.

Hun vidste at det på ingen måde, var det klogeste at gøre, specielt som efter hun faktisk, havde opdaget præcis hvad hun faktisk havde gjort. Ikke desto mindre, stod hun fast i sin beslutning, netop at hun var stærkt imod slaver, og det var nok også derfor, at hun behandlede sine hand maids, med så meget kærlighed hun kunne, og skulle nogen forsøge løfte deres hånd imod dem, endte det aldrig rigtig godt. Det var hertil hendes kælenavn Mhysa var givet, da hun nærmest var som en mor for dem. På trods af Yro og hende havde været gift i nu 4 år, så havde hun ikke rigtig oplevet slaverne, før dette øjeblik eller også havde hun været fanget, af den kærlighed som hun følte for Yro, elle måske han havde gemt det hele væk fra hende. Ikke desto mindre, var dette et aspekt, som hun ikke brød sig om, hele ideen om at tage rettighederne væk fra en anden person, tvunge dem væk fra familie og hvad de skulle elske, blot for så at leve resten af deres liv ud i et kaos. Det var disse slags følelser, som var i hendes øjne, som hun så imod Yrsa og selvom hun så logikken i hvad Yrsa sagde, var der en del af hende, som nægtede at give op, alene tanken om at lade denne unge pige, blive fanget og sikkert seksuelt misbrugt, fik det til at vende i hende.
Dog vidste hun ikke hvordan, at Yro ville reagere på det, specielt som han trådte frem blandt mængden, og nu snakkede med den pågældende kriger, hvis handling hun havde stoppet. Mens de snakkede, strøg hun blidt pigens hår væk fra hendes kind, hvor hun nu anede det røde mærke, og selvom der var frygt i den andens øjne, var der blidhed at finde i hendes eget, næsten som forsøgte hun at berolige den forskræmte pige. Dog som hun fornemmede, at Yro bevægede sig tættere på hende, og her til sidst satte sig på knæ foran hende, tvang hendes blik sig væk fra pigen, og hen til manden hun elskede. Kinden bevægede sig per automatik, ind imod hans varme hånd, hænderne som havde gjort så meget skade, og alligevel imod hende, kun syntes at vise nænsomhed og kærlighed. Hun kunne aldrig lyve for ham, eller gemme sandheden væk, så da han spurgte om mandens ord var rigtig, så hun kort væk, før hendes blik kom til hans "Anha tat vo take mae zafra" (I did not take his slave) "I stopped him from hurting an innocent girl" hun vidste havde det været enhver anden, som havde gjort hvad hun havde gjort, så ville det næppe havde været gjort på samme måde, og hun ville nok havde været slået ihjel, hvis ikke voldtaget først "anha avvos allayafi jin, Shekh Ma Shieraki Anni" (I don't like this My Sun and Stars) hviskede hun til ham, og det var tydeligt på hende, at hun ikke brød sig om ideen slaver.

Det var det store øjeblik, om Yro ville tage imod det hun ønskede, eller snarer det af sit folk, såvel som deres sikkert tusinde år gamle traditioner. Dog så det ikke ud til, at han ville nå meget af en beslutning, som en mand trådte frem fra flokken, og en hun syntes at kunne genkende. En varme syntes at vokse i hende, i takt med at Yro faktisk forsvarede hende, og igen blev hun mindet om hans kærlighed for hende, ikke at hun nogensinde havde betvivlet den, da det altid var tydeligt, når han så på hende eller de var tætte på hinanden. Der formede dog en frygt i hende, da hun så ko Ono hæve sit våben imod ham, og selvom hun vidste at Yro var en stærk kriger, og at han kunne klarer alt, var der endnu den mindre frygt i hende om, at han ville komme til skade, eller endda at hun faktisk kunne miste ham. Alt andet ville ikke betyde noget, bare at han ville være der hos hende.
En pludselig lyst til at skade den anden mand, formede sig med et i hende, lysten til at få ham til at bøje i ned mod jorden, og tage sine ord tilbage, eller nok snarer sin handling, at hæve et våben imod hendes elskede. Hun nåede dog ikke at tænke meget om det, før Yrsa med et greb fat i hende og den anden pige, for her at trække dem imod sikkerhed. Dette betød dog også, at hun blev trukket væk fra kampen, og væk fra Yro, hvis arme hun nu bare gerne ville have om sig, et tegn på at alt nok skulle gå godt. Mens Yrsa trak hende væk, syntes hendes øjne endnu at være rettet imod Yro og Ono, og alt syntes med at være kaos. Selvom hun havde reddet den unge pige, var der en del af hende, som ville ønske det kunne havde gået anderledes, således at hendes elskede nu ikke var i farer. Det så dog ud til, at det gik godt for ham, og dog kunne det gå begge veje, hvilket kom til tydning, som Yro havde vendt ryggen til Ono, der i vreden havde fundet sit våben, et våben der med god fart blev svunget imod hendes elskede. Frygt formede sig i hendes øjne, og havde det ikke været for Yrsa, der forsøgte trække hende væk, var hun nok løbet hen til dem "He can't lose, I need him to win" der var en blanding af en tiggen, men også en frygt i hendes klarer øjne, som hun vendte blikket til Yrsa. Det værste var dog, at det var hendes skyld, at alt dette var sket.

Yro bemærkede godt hvordan hans mor Yrsa, desperat prøvede at få Thalia så langt væk fra tummultet som muligt, hvilket han ikke helt vidste om han respekterede eller frygtede. Men at en af hans mest loyale krigere havde vendt sig mod ham, var hvad havde bidt sig fast til hans sjæl. Det pinte ham, men det ville ingen andre kunne se i hans øjne end Thalia. Han stod der, kniven der borede sig mod skindet i hans arm og hele hans folk som så på. Han stirrede ind i Onos øjne med en ubeskrivelig vrede. Med et, veg Yro til siden, til Onos overraskelse og greb fat om den anden mands arme. Så her stod de, ansigt til ansigt. Yro trak i den andens mand arme, trak ham tættere på, som hans eget hoved begyndte at uddele hårde skaller, som afgav en frygtelig høj lyd af knogle der slog mod knogle. Ono kunne klare tre, før han faldt ned på sine knæ, rundtforvirret og svag.
Yros pande var fyldt med blod, både sit eget fra en flænge i hårlinjen, men også Onos blod som havde fået et markant større sår. Han stillede sig bag Ono og tog med lethed kniven ud af hans hånd. "I would have spared your life, qoy anni qoy. I have loved you as you were my own brother," sagde han koldt før han lagde kniven mod Onos hals og fik den sprættet op for alle at se. Det tog ikke længe før Ono faldt til jorden og pølen af blod under ham, groede større og større. Yro smed kniven ved siden af hans hoved og kiggede på de andre. "Throw him outside the camp, let the birds and beasts eat him. May he never have rest," sagde han bittert før han så gik mod sit telt hvor Yrsa havde trukket Thalia og slavepigen hen til. Han kom ind, arm og ansigt dækket af blod. "Mother thank you for getting her out of this, but you're gonna have to get out," sagde han roligt før han fik sig selv hen til en stol og fik sat sig. Han åndede tungt ud, selv nu nægtede han for alt at vise hvor ondt hans sår faktisk gjorde.
Han lænede sig tilbage og strøg enden af sit skæg nysgerrigt som han kiggede på Thalia og slavepigen som Yrsa forlod det enorme telt. "The people will not be happy about this. my moon, this is how war plays out for us. We plunder, burn their camps, ruin their livestock, men rape the women and take take the rest for slaves," forklarede han på deres sprog og kiggede så på pigen. "Most men would say that she had been honored for this, living instead of losing her life," fortsatte han, han sagde ikke rigtig noget om hans egen mening, da han ikke rigtig vidste hvad han skulle sige. Han havde altid været ligeglad med slaverne, men han havde heller aldrig selv holdt slaver, hvilket nok var mærkeligt.

Som de var ført ind i teltet, holdte Thalia endnu om den stakkels pige, der på på trods at havde været reddet fra øjeblikket, endnu syntes chokeret. Dog sporede hun sig frem til pigens modersmål, hvor hun denne vej igennem fik beroliget hende, såvel som undertrykt, at hun ikke ville lade hende tages som slave. Disse ord alene syntes, at få et mindre smil frem på hendes læber, før hun gav hende et kram, noget Thalia selv var ganske overrasket over, men ikke desto mindre gengældte hun det. Det var dog også kort efter dette, at hendes elskede endelig kom ind til dem, oget bevis på at han var i live, og dog ikke uden skrammer. Det gjorde hende altid ondt, når hun så han havde skader, også selvom han næppe ville lade andre se sig selv svag, som han nok ville beskrive det at give ind for smerten. Allerede inden han havde best Yrsa om at gå ud, hvilket efterlod hende tilbage med ham og pigen, havde hun fundet en mindre krukke frem med vand, såvel som et tørklæde, med intentionerne om at se til hans sår.
Som han satte sig, og her forklarede situationen, hvordan de andre ikke var glade for hvad der var sket, begyndte hun blidt at fjerne blodet fra hans ansigt. Normalt var hun ikke en aggressiv person, men hun havde altid en flamme i sig, en lyst til at slå fra sig, når hun så ham skadet. Hun kunne huske første gang, at hun så ham komme hjem fra kamp, hvordan hun en nat som de puttede, indrømmede hvordan hun havde lyst til, at straffe alle dem, som havde gjort ham ondt. Hun lytede med som han fortalte det, dog som han begyndte at fortælle om hvordan, de fleste ville kalde det det en ære at være slave, kontra det at miste ens liv, stoppede hun fuldkommen op. Hun så dog ikke imod ham med vrede, nok mere det af en sorg, for med et forestillede hun at det var hendes fremtidige barn, som stod i den situation, hvor en mand mente det var en ære at have ham eller hende som en slave "But instead of staying locked in the past, locked in old traditions and brutal ways of life, should we not strife for a better world?" spurgte hun, som hun lagde en hånd imod hans kind "A world in which our children aren't born in the shadow of slavery, with the fear of having their lives and furture stolen from them, by people who simply view it as an honor" fortsatte hun, endda med passion i sin stemme, som hun forklarede ham det "I almost see her as a figment of our future child, trapped in a circumstance, in which he or she is taken from us, and forced into slavery" hun havde allerede fjernet sin hånd fra hans kind, og lagde den nu over sin kind, alene tanken om at være så hjælpeløs, at have sit liv taget væk eller det af hendes eget barn, et barn der kunne blive tvunget imod slavedom, skulle deres stamme blive angrebet, og de tabe. Selvfølgelig ville hun kæmpe til sin død, før hun ville lade nogen røre, det af sit fremtidige barn.