I'm scared! - Ethan

Guest

Sted: The Neverending green forest - En ukendt del
Tid: Middag
Tøj: Lige nu har hun ikke noget på da hun er i sin naturform
Emne til: @Ethan

Sveden løb ned af hendes tindinger som hun var presset op af et træ i sin naturform. Hjertet hamrede løs inden i hende og genlød rundt om sig, som var der nogen der slog på et træ. En pil fløj forbi hendes hoved som fik hende til at gispe højt. Hun var blevet fundet. Hun begyndte at løbe fremad for at bruge træerne som et dække fra de flyvende pile. Hun forstod ikke hvorfor hun blev jagtet, men nu var det vigtigt at finde sikkerhed.
Som hun løb bemærkede hun længere fremme at der lå en træstub som hun enten skulle over eller under. Hun tog en dyb indånding og lagde en plan i sit hoved, så da hun nåede træstubben, skred hun ned på jorden og gled under træstubben, i tids nok til at de flyvende pile ramte stubben og ikke hende. "Help me!" råbte hun højt og rejste sig som hun fortsatte med at løbe. Hun kiggede rundt mens hun løb og råbte atter engang efter hjælp, "I need help!"

Guest

P en skjorte, plus et bælte med nogen våben hang over hans overkrop.
Dagen, havde ikke været anerledes end den sidste, havde været Elena, havde opgaven med og holde styr på packen, mens han hang herude og studeret skoven, lyden af folk som, mere eller mindre løbe gennem skoven, det lød som en der løbe, da der blev råbte hjælp og de andre løbe efter hende. Der blev fløjtet fra en anden side, hvorefter han fik et flløjt tilbage, en kvinde som blev jagtet af, tre jæger lød det til. Ethan gjorde tegn, for dem, at de skulle gøre sig klar, hans pack var begynde med og bruge forfædres ord, hvilket gjorde dette meget anerledes.

Kort efter fik han sammen , med to andre sat sig igang med og jagte jægerne da de var herinde. Skrigene, lød ganske svagt og gjorde det af med dem, langsomt til sidste dukkede Ethan op, med sin kniv og stak den i halsen på en af dem, manden faldt sammen og døde så, kort efter vente han sig om da en kvinde støtte ind i ham "Maymantataq kanki taytay?" Lød det fra ha, hvorefter han så på kvinden, og vente roligt på hendes svar, dog dukkede en af hans scouts frem med, en som ikke var død,

Den ene af hans scouts talte så til ham, "Kay wiracocha tukuyta paganqa," hvorefter Ethan nikkede enden han med sin kniv stak den gennem hjerte på ham, inden han ventet sig mod hende igen. "Pampachaykuway,"lød det ganske enkelt til kvinde, hvorefter han ventet på svaret til hans første spørgsmål. Han ville dog nok oversætte, hvis hun ikke fulgte med, eller anede, hvad han sagde.
//sproget https://www.omniglot.com/language/phrases/quechua.php xD //

Guest

Hun havde bare løbet, med hendes fokus bagud, så hun ikke meget frem. Det var også derfor hun blev ekstra forskrækket da hun pludselig formåede at løbe ind i en mand der bare var der ud af ingenting. Hun fløj tilbage fra sammenstødet, men blev grebet af rødder der fór op af jorden for at gribe hende og få hende på fødderne igen. Hun fumlede lidt forvirret fra side til side og genvandt sin balance. Som der blev snakket frem og tilbage mellem hendes redningsmænd kiggede hun op på ham som hun havde løbet ind i. Ordene havde hun hørt før, men ikke nok til at noget af det han sagde gav mening. Hun forvandlede sig stille tilbage til sin menneskeskikkelse, de lange grene der stak ud af hendes hår blev til det flotteste fyldige brune hår, og barken der var hendes hud, blev blød og let gyldenbrun som var hendes menneskeforms hud. De grønne øjne blev mørkebrune, dog forsvandt aldrig det svage grønne skær som altid kunne anes.
Hun var iklædt en hvid kjole som var skjult under den bark hun havde før.
Hun trådte lidt tilbage og stak en hånd frem som fik de rødder der havde reddet hende til at gribe om mandens fødder. “How can I know you’re not just working with them? I know my worth to them. They’ll sell me for coin,” sagde hun mistroisk og kneb øjnene sammen. Men noget sagde hende hurtigt at denne mand ikke havde intentioner som jægerne havde. Hun åndede tungt ud og slap sit greb om hans fødder med træerne rødder som sank i jorden atter engang. “I am a protector of Nature, but I dont mean harm. I just want nature to be safe from ruin,” forklarede hun så og åndede lettet ud. En rift over hendes arm fik hende til at bide sammen og tage en skarp indånding. Riften var dyb, som en pil eller kniv havde skåret hende på hendes flugt.

Guest

Da hun talte til ham stod han et øjeblik og tænkte, han gav kort efter hans blik til hans mænd der skulle til og gøre noget, da hun brugte, nogen særlig evner. Han stod stille til hun selv, stoppede det, "what are you doing here then?" lød det fra Ethan, hvorefter han gik et skridt tætte på hende, "we proably should get that fiksed." Lød det fra Ethan, hvor han nikkede ned til hendes sår fra en pil af, "you alone?" Lød det fra Ethan, hvorefter han sendte hans mænd afsted, en del for at undersøge om der var flere den anden del tilbage til Packen.

"You are on my packs ground i cant just let you leave unless, i know more of you, and maybe can give you rights to be in this area if not, i might have to kill you." Lød det fra Ethan, hvorefter han så seriøst på hende som om han mente det alt sammen, da hans mænd kom tilbage så han på hende igen, " you can leave or go back with me to our place, its up to you, i will give you the option to leave now, or maybe get help at our place, if people trust you enough if i dont see, you as a problem, you can chosse, while i wait for my last group of scouts."

Da de endelig kom tilbage talte de på deres eget sprog igen, hvorefter han vente sig mod hende, for at høre hendes svar, der var omkring 7 der stod her plus ham selv, hvilket var en ting, hun os kunne se på deres tøj deres var mere simpelt end Ethans og Ethans så mere fint ud, dette gjorde at det var lidt letter at vide, hvem der var lederen, "who are you. ?" Lød det fra Ethan.

Guest

"I was clearly running from the people trying to kill me," sagde hun med en rolig tone selvom det godt kunne lyde en anelse sarkastisk, var det slet ikke det hun mente. Hun kiggede ned på den sårede arm og trak let på sin raske arm. "It's just a scratch..." sagde hun efterfulgt af en skarp indånding som en stikkende smerte skød gennem såret. Hun trak let i mundvigene og rystede så på hovedet. "I shouldnt say no to a helping hand. I appreciate your offer," sagde hun så og kiggede kort ned i jorden som han spurgte hende om hun var alene. Det var ikke et rart spørgsmål for hende og i et kort øjeblik overvejede hun hvor meget hun kunne stole på ham. Dog indså hun at sandheden nok ville være det bedste, så hun svarede lettere sørgmodigt:" We used to be a lot, my kind. But they hunted us down and took our children, killed the adults. I haven't met someone my kind in a very long time,"
Som han sagde at det var hans packs territorium, trak hun let på mundvigen som irriterede det han sagde hende. Hun kiggede ned i jorden før hun kiggede op på ham og løftede øjenbrynene let. "I am pretty sure that nature doesnt want to be owned by anyone," sagde hun så bestemt og forsigtigt satte hun sig på knæ. Hun lagde en hånd mod jorden og lukkede sine øjne hvorpå hendes ansigt fik et smerteligt udtryk. "The earth here is crying. You arent caring properly for it. I can't allow that," sagde hun så, inden han så sagde at hun ikke kunne få lov til at blive eller gå medmindre han gav hende lov.
Hun så på ham hun havde snakket med som alle de andre kom tilbage og regnede så ud fra udklædningen at han måtte være lederen. Ikke at hun havde meget styr på tøj, men han var den eneste som stak ud. "I am Marceline. I take care of nature, it is my calling," introducerede hun sig selv som hun begyndte at gå rundt og kigge på træerne.
"You need me. I can help you with your crops and teach your people how to care for nature," foreslog hun så og lagde hånden mod et træ som var mere lyst og livløst end de andre. Som hun kørte sin hånd op af det, begyndte det at få sin farve igen, og grenene rejste sig til at flagre rundt med de andre. Hun åndede tungt ud og kiggede mod lederen mens hun afventede et svar.

I anledningen af at 2018 ender, ville jeg lige lave en kort opdatering hvor vi fortæller om …

Nu ved jeg godt at siden ikke er lige så aktiv som jeg havde håbet på! Men det er fint, for jeg …