Fælles interesse

Sted: Kro'na i nærheden af en kirke
Tid: solen er lige gået ned og fuldmånen er på vej op
Vejret: ikke en eneste sky på himlen og en smule køligt
Til: @Lou
Folk: et par unge kærestepar som prøver at være romantisk alene tid væk fra en fest på havnen hvor alle havde masker på

Bartimæus gik i et roligt tempo imod Kro'nas kirke væk fra den relative store fest som blev fejret der han havde en mørkeblå skjorte og bukser et par på simple skomørke mørkeblå handsker på begge hans hænder en mørkeblå kappe med en hætte og en maske som dækkede hele hans ansigt som lignede en person som havde en grin som gik fra øre til øre og var malet med store røde grønne og lilla farver men havde kun to huller til øjnene så han måtte lukke de fire andre for behageligheds skyld så som han havde fået fra festen nede på havnen men han var ikke på vej til kirken for en sen bede til dens Gud men faktisk var alt til at han var i Kro'na til festen var faktisk en Sunspears mission der var efter sigende været en meget gammel bog fra før portalen var åbnet som skulle holde noget information om tidligste tid om Elohim eller det var det deres kilde havde sagt så Bartimæus havde fået til opgave at stjæle den bog så de kunne bekræfte det var rigtigt eller ej og festen var blevet sat op af en anden agent fra Sunspears som skulle have så mange som muligt at folk i byen ikke var i nærheden af kirken når  Bartimæus gjorde sin ting

Påklædning: En hvid skjorte med en sort vest over, et par sorte læderbukser som er gemt under hendes kappe med en stor hætte.

Bartimæus så godt kæresteparret gå ind i kirken efterfulgt af en anden person med en kappe og en hætte som gjorde det svært for måde han så på kirken på eftersom han gjorde sit bedste for ikke at se de hellige symboler der var men en ting var at den sidste person som gik ind havde en meget kraftig lugt af død magi stærkt nok at han næsten kunne smage det men han kunne ikke lade en åben dør blive ubrugt så han sneget sig hurtigt ind lige efter den anden person som tilsyneladende var mere optaget af kæresteparret og nåede lige at lukke døren da kvinden begyndte at skrige så ingen uden for hørte hende og Bartimæus vidste det var bedst for missionen hvis han ikke sagde noget og forblev uopdaget men det var bare en alt for god mulighed at fornærme en gud så han sagde i en afslappet tone ”rent nysgerrighed mr frøken kult necromancer ville det ikke være mere passende at lukke døren efter sig når du dræber det unge par så ingen kan høre det så du kan gøre mere kætteri eller hvad enten du laver her ikke fordi det har det store betydning for mig hvad det er” imens han sagde alt gik han rundt i kirken og kiggede efter den bog han nu en gang var her for men gjorde sit bedste for at holde øje med de stadig levende han mente det han havde sagt selvom han fandt det lidt af en skam at den hætteklædte person ikke kunne have ventet til efter parret havde haft deres sjov bare så kirken kunne blive lidt mere beskidt i dens Gud øjne

Selvom det lignede største delen af hans opmærksomhed var rettet mod de bøger som han tog en hurtig kig igennem før han kastede dem væk bag sig var hans fulde opmærksomhed rettet mod den hætteklædte person som viste sig at være en kvinde selv så hvis hun prøvede på at angribe ham kunne han nå at undvige det og svarede roligt ”necromancer delen er bare fordi du har så en kraftig duft af død magi så jeg gættede på du var en af de mærkelige slags som prøvede at udvide deres livskraft med at bruge andres kropsdele og Kult tilbeder en slags Gud så det er langt fra en god ting medmindre du er en af de meatbag som din veninde nok er” ved de sidste par ord pegede han på den skrigende kvinde hvis det ikke havde været fordi han var på en mission ville der nok havde været en relativ stor chance for at han ville prøve på at redde den skrigende kvinde men han var nu engang på en mission så der var alt for stor chance for hvis han prøvede at redde hende ville han ikke få fat i bogen så han havde ingen intentioner at stoppe kvinden med hætten og han så på hende næsten med en måde som næsten skreg tror du virkelig jeg vil fortælle dig det bare fordi du spørger og sagde ”jeg er her fordi jeg så to kvinder og en mand gå ind i en kirke alene midt om natten ville se om jeg kunne få den trekant til at blive en firkant hvis du vil vide hvorfor jeg er her kan du begynde selv at svare på det spørgsmål” og gik mod på alteret hvor der stod nogle andre bøger og gjorde sit bedste ikke at se på det store kors som stod et par skridt bag alteret

Han løftede to af sine øjenbryn da hun sagde hun ville spise det unge par og sagde afslappet ”det er vigtigt for mig men hvor vigtigt kan en gammel bog være for hvad nu kirke person chef ting bliver kaldt” for hvis han skulle være helt ærlig havde han ikke rigtig hjertet i denne mission det var alt for nemt der var ingen vagter ingen alarm magi døren var ingen gang låst så det var en virkelig kedeligt mission hvis det ikke havde været for kvinden med hætten var der ville han nok gøre det i søvne begyndte at gå igennem bøgerne som lå på alteret og kastede dem væk på samme måde som han havde gjort med de andre bøger og sagde ”så rent nysgerrighed eftersom jeg ikke behøver at spise er der ikke noget om kød bliver mere sej når kødets ejer kæmper for at overleve før man slår det ihjel” han var ikke rigtig chokeret at hun ville spise andre tænkende væsener han levede af magi og havde ingen problemer med at tage magien fra folk omkring ham godt nok så lidt af det ikke havde rigtig noget indflydelse på dem han tog det fra men stadig det ville være dobbeltmoralsk at blive forarget at hun spise folk

Han lagde sine arme over kors og sagde koldt ”det er dem som har fået den urimelige del hvor vi kan bestemme vores egen vej til en vis grad er de tvunget til at gøre hvad endt den Gud som tager deres livskraft vil have dem til at gøre” han vidste ikke med sikkerhed at det var det guderne i denne verden gjorde men han havde hørt historier om deres skaber havde gjort nøjagtig det og han forventede slet ikke at så selviske væsener som guderne var vilde ikke gøre det bare fordi det var en anden verden og han spyttede på gulvet og sagde mere afslappet ”det var noget Bibliomancy når du er færdig med at spise vil du have lidt sjov her inde med at ødelægge alt her” han var lidt skuffede over at hans mission var mislykkedes før den havde overhovedet havde begyndt men det var ikke hans skyld det var dem som havde indsamlet informationens skyld så nu prøvede han at gøre hans tur til Kro'na en total spild af tid så han kunne lige så godt prøve at stikke den til en af guderne og hvis kvinden med hætten havde lyst til at være med til det ville kun være høflig at spørge hende om hun ville være med

Hun lyttede til hans ord som mandens krop væltede det store kors ved alteret. Hun trak vejret tungt og tog sig et øjeblik for at få styr på sine følelser. Hun trak hætten ned og kiggede på ham. “Der er ikke noget mere ugudeligt end hvad jeg er blevet til. Menneskerne? De kunne alle sammen leve et evigt liv under min kontrol. Jeg styrer dem som burde være døde.. De ugudelige og forhadte..” forklarede hun roligt og satte gangen tilbage til kvinden. Hun greb fat om den dødes arm og begyndte at spise - Som var det en stegt kyllingevinge. Hans foreslag gik end ikke uhørt. Det fik hende til at stoppe med sin spisning i et par sekunder. Hun slugte kødet og et blodigt smil bredte sig på hendes læber. “Der ville ikke være noget bedre end at smadre dette forbandede sted. Jeg er med på den,” sagde hun så og rejste sig op. Hun kiggede ned på kvinden og trak en lille flaske med noget ildelugtende brunt blod frem. Hun stak sin kniv i brystet på hende, hvor hjertet sad, og hældte indholdet ud i såret. Hun placerede sine hænder over brystet og gav det et par grufulde tryk der afgav en knasende lyd. Så rejste hun sig og gik mod den fremmede. “Hun går uskadet herfra. Manden kan vi flå i stumper og sprede til skræk og rædsel,” sagde hun med en lettere markaber tone.

// Skriver fra telefonen så der bliver ingen farver for nu

Han kunne ikke lade være med at løfte tre af sine øjenbryn og sagde meget stolt ”du er et menneske fuld op med død magi ikke mere ikke mindre jeg er en Margonites permanent mistet det kød vores skaber gav os i det øjeblik vi dræbte det så hvis nogen her er ugudelige er det hvis mig frøken Shiro'ken” han sagde det sidste som en lettere joke eftersom Shiro'ken var en blanding af to Margonites ord som mest direkte oversættelse til ånde kød sammen det forklarede ikke rigtig hvad det rent faktisk betød og han havde ikke den store viden om de finere detaljer forbundet til ordet men han kendte et par Lightbringers som ville dræbe for at tale med hende og et par mærkelige at dem ville nok prøve at skære hende op for at finde ud af hvordan hun fungerede og han sprang op på alteret og sparkede til alle hvad der nu var på og sagde mens han rakte en hånd til hende ”så lad os begynde med at have det sjovt på gudernes regning frøken Shiro'ken og med lidt magi kunne vi få hans kranium til at skrige til folks ører løber med blod”

// helt i orden det betyder intet for lyden ^^

Hun løftede et øjenbryn til bemærkningen om at hun var et menneske, før hun rystede let på hovedet. “Jeg er intet med de dødelige mere. Jeg var engang som dem, men det er meget længe siden.” Med en lettere vred tone. Dog tog hun det ikke tungt. Hun kunne ikke selv forstå hvad der var med hende, men et var sikkert og det var at hun aldrig ville være på niveau med de dødelige. Som han sprang op på alteret, kom et ondskabsfuldt smil over hendes læber som hendes øjne gik fra sorte til en lysende rød. Hun tog hans hånd og sprang op med ham. Hendes hår begyndte så småt at blive Hvidt fra rødderne til spidserne, mens hendes hud begyndte at blive mere og mere ligbleg, årerne begyndte at blive mørkere og mere tydelige, men uden at miste sin skønhed. Hun kiggede ned på den døde mand mens hun lyttede til den fremmedes foreslag. Hun vendte så blikket mod den fremmede og gav et nik fra sig.
“Hvad med at splitte ham ad og få liv i alle hans dele for folk at skue?” Sagde hun så. Der var så mange ting at gøre. Hun kørte en hånd gennem det hvide hår og åndede tungt ud. “Hvis vi får det til at ligne et kult-ritual, ville det få alle menneskerne oppe at køre.” Sagde hun så og kiggede tilbage mod kvinden. Hun løftede en hånd imod hende og lukkede sine øjne kort. Pludselig kom der liv i kvinden igen som hev efter vejret og satte sig forvirret op. “Du er nu en af mine børn. Velkommen til det døde liv,” sagde Lou til hende på deres døde sprog og sænkede sin hånd, “Jeg tager mig af dig senere,” sagde hun på det normale sprog. Så vendte hun blikket mod den døde og hoppede ned fra alteret. Hun knælede ned mod ham og greb fat i hans arme som hun trak af ham og lod falde til jorden. Så kiggede hun op mod den fremmede. “Hvad skal vi gøre med ham?”

Han var blev overrasket at hendes udseende skiftet men samtidig ikke og det hjalp slet ikke at det lille smule magi hun brugte var slet ikke nok til nogle form skidt magi han kendte til og sagde ”du kan tale tænke og gøre hvad du vil så du må være i liv” han mente intet han prøvede bare at forstå forskellen mellem opfattelse hvad død var imellem en person som efterlader deres krop og en anden person som bare forsvandt når de døde så den måde han forstod døden var ingen evne til at tænke kommunikerer med andre og at kunne gøre hvad man ville når man ville og han sprang op i luften og lavede en saltomortale og landede lige midt på det store kors så det gik i stykker og sagde ”du kan få det til at ligne kult-ritual imens jeg fortryller hans kranium og jeg kan ikke liv jeg bruger magi til at få den til at lave lyde som ligner vores sprog plus det er ikke nemt at gøre” og han gik hen manden og satte sig i skrædderstilling og begyndte at tale i et sprog som kun Margonites ville forstå men kvinden med hætten ville ikke høre hvad han sagde men mere mærke det og så snart han begyndte at sige det første ord begyndte hans øjne at lyse op med et lilla lys og lilla flammer brudt ud omkring hans hænder men det var kun det som var synligt for folk som ikke kunne se magi og den eneste grund hun kunne se flammerne var fordi hvor de var magien så koncentreret at det blev synligt for det blotte øje og da han lagde begge sine hænder på mandens hoved begyndte alt undtagen selve kranie begyndte at rådne brænde og koge på samme tid indtil der var kun kraniet var tilbage og flyttede den væk fra den øverste nakkehvirvl som var kun blevet en smule sort men ellers var mandens krop som før han var begyndt

Han var heldigvis placeret sådan bag alteret så folkene ikke kunne se ham direkte men de så det lys fra magien han var i gang med at putte ind i kranie og to mænd efter de havde fået styret på de to kvinder prøve at snige sig op på ham men han vidste at de var på vej op til ham men han kunne ikke stoppe af fortrylle kraniet for hvis han stoppede før magien var fast lagt i kraniet ville magien være ustabil og det gjorde det umuligt for ham at forudse hvad det ville gøre men han havde heller ikke tiden til at putte den fortryllelse så han lod være med at putte alt sikkerhed magien så der var lidt kontrol over hvad kraniet ville gøre men noget lige at gøre den færdig og stille den på gulvet og kiggede på skyggen bag manden som truede den døde kvinde og brugte Skygge Teleport så han forsvandt væk bag fra alteret og kom frem igen bag manden som truede den døde kvinde men samtidig så kvinden med hætten kunne se ham og holdte en finger op til hans mund som et tegn til hende hun skulle være stille efterfulgt med at putte begge hænder på sine ører og efterfulgt igen holdte en hånd op med alle fem fingre op og begyndte at tælle ned med hånden og da han havde kun en finger oppe puttede han sine hænder på sine ører og et øjeblik efter kom der et massivt skrig kom fra kraniet som var så højt at glasset i kirken gik i tusindvis af stykker og selve kraniet gik i stykker af det og Bartimæus stak en kniv ind i manden lige foran hams hjerte så han var hurtig ude og Bartimæus sagde ”tid til at smutte”

Hun bemærkede hurtigt at han var dukket op bag manden, og som fingrene talte ned, var hun beredt på hvad end der skete. Hun lagde mærke til at han lagde sine hænder mod sine ører og hurtigt gjorde hun det samme som skriget bølgede ud i kirken i en kraftig styrke. Som skriget begyndte at ophøre, trak Lou en kniv ud ag et bælte på hendes lår som hun kastede i hovedet på den ene mand. Hendes minion faldt mod gulvet og begyndte at vride sig som smerten fra skriget ringede dybt inde i hendes ører. Lou gik over til hende som den fremmede mand fik slået den sidste ihjel, og med et bestemt træk, fik hun hende op på benene. “Smerten er midlertidlig, kære. Vi skal væk herfra nu,” sagde Lou på deres sprog og flåede en maske af de afdøde som hun gav kvinden på, samt at hun samlede sin kniv op, blot for ikke at efterlade spor. Så kiggede hun mod den fremmede og gav et nik fra sig. Det ville ikke vare længe før menneskerne som havde hørt skriget begyndte at strømme til i nysgerrighed. Det ville være unødvendig blodgydelse at tage sig af dem alle.
Lou tog sin kappe af og viklede den om sin minion før hun tog hendes arm over skulderen og kiggede mod den fremmede. “Led an. Vi er lige bag dig,” sagde hun så og pludselig, som de skulle til at flygte, fik hendes hud sin sunde glød tilbage, samt at håret så stille blev sort og øjnene ligeså. Hun begyndte at gå, mens kvinden kom med små hvæs og klynk som hun prøvede at holde trop med Lous hurtige fostring. “Jeg fik aldrig dit navn. Mit er Lou,” introducerede hun sig selv stille som de forlod den nu ødelagte kirke. Hun kiggede sig om som de gik og holdte øje med om der var risiko for at folk ville se dem, bare for at være på den sikre side.

Han tog sine handsker at mens han begyndte at gå af en af de mange flugtveje som udnyttede gyderne til at forvirre dem som ville følge efter ham så han nemmere slippe af med dem og efter et par minutter sagde han stille til hende ”James Craddock forsæt lige ud forsvinder for et øjeblik og tage den her på jeg har en hestevogn klar i nærheden af havnen” det var godt nok ikke hans rigtige navn men han troede ikke på at kvinden med hætten hed rent faktisk Lou men selvom hvis det var hendes rigtige navn vidste han ikke hvor hun vidste om hans slags og betydning at navne havde for dem og tog sin maske af og rakte den Lou om hun tog den eller ej han var ligeglad og hun ville tydeligt se hans seks krystallinsk lilla øjne og så et tag og forsvandt ind skyggerne og kom frem på taget hvor han puttede handskerne i tagrenden så det ville tage uger hvis ikke måneder men han skulle bare væk med dem nu og tog en lille domino maske med seks huller til alle hans øjne og holdte en øje med Lou og den døde kvinde ikke blev forfulgt at nogle for at være helt sikker på der ikke ville komme problemer senere henne

Da vagterne kom frem og stoppede Lou og den døde kvinde og lukkede de to øverste og nederste par øjne og tog et øjeblik for at se om han kunne genkende og det gjorde han og det var lederen af vagterne det kunne næsten ikke være bedre så han forsvandt fra taget og kommet frem igen ude fra vagterne i nærheden af en vandtønde og hældte lidt vand på sin trøje så det lignede han havde vasket noget at den og begyndte at gå mod vagterne og Lou og sagde mens han så ned på den våde plet på sin trøje ”skat jeg tror jeg har fået alt din kusine opkast at min trøje har din kusine fået det bedre måske skulle vi forsætte vores sjov i vognen hej hvad er årsagen til du peger den ting mod min kone” og han gik op til Lou og lagde en arm om hendes liv og kyssede hende på kinden og hviskede meget stille i hendes øre ”spil med” han var heller ikke rigtig bange for pistolen men det var mere at han vidste at den slags pistoler havde en ret stor chance for bare springe i luften og sagde højrøstet ”er det den tak jeg for at lade min kære kone alene hjemme for uger så jeg kunne give dig en bog til hjælpe dig tilfredsstille din kone”

Han så bare på vagten og sagde ”jamen vi var på skråningen for os selv” og han lagde en arm om lou og sagde vredt ”det er sidste gang jeg kommer her med mine varer” og han gjorde sit bedste for at ligne en som bare ville videre og da vagterne endelig tog videre og så bare på hende og sagde rolig ”kan det ikke vente til efter vi er i et sikrede gemmested for jeg tror den undskyldning kun virker en gang” han var ikke fuldkommen ligeglad om hendes mening om hendes minion men jo hurtigere de kunne komme til det sikrede gemmested så de kunne planlægge hvordan de kom ud af byen så hurtigt som muligt plus jo længere de stod der var en chance for en vagt som kendte hvem hendes minion før hun blev omdannet så det ville ødelægge den historie de havde nu og lagde sine arme over kors

Han nikkede at det hun sagde og lagde sine arme over kors og sagde eftertænksomt ”ja gemme os i kroen er nok det bedste sted for os lige nu for det her er alt for alvorligt til vi kan bestikke os ud af plus jeg kender en som arbejder der så vi kan få en af de dyre rum som ingen ville mistænke et par af leje men så ville det også betyde vi er nødt til forsætter vores ægteskab og vores forhold til din søster for mindst en dag mere” han så på hendes minion med et udtryk af han ikke rigtig sikkert på det ville virke være med at sige var en af hans kontakter som kunne uden problemer sørge for nogle andre ville tage faldet for hvad de havde gjort og ingen ville vide bedre men det var kun det han kunne styre resten var op til hende og hendes minion om de ville spille med

Han trak let på skuldrene da hun fortalte om hendes minion kunne smitte og sagde roligt ”så vidt jeg har forstået det er det ikke en magisk sygdom så jeg burde ikke blive påvirket af det så det bliver nok ikke et problem” og han begyndte at gå mod kroen som skulle holde en lav profil i han gjorde sit bedste for at undgå andre vagter så de var fri for at gennemgå den samme samtale igen med et andet gruppe vagter så det tog dem en halv time før de kom til kroen hvor han åbnede døren for hende og hendes minion så de kunne komme ind først og så det lignede at han var galant og lukkede døren efter sig det var en relativt almindelige krostue men der var ikke rigtig nogen der inde eftersom de fleste havde gået hjem for længst og de få som var der inde var ret tydeligt folk som arbejdet der de var alle sammen mennesker ved udover en mandlig Margonites som stod bag baren og tørrede glas af og Bartimæus gik op til Margonites bag baren og lagde en lille pose med penge i og sagde ”et ekstra stille rum med bad hvis de har det” og Margonites bag baren tog posen og lagde en nøgle hvor posen havde været og sagde ”desværre har vi kun dele bad og det er den sidste dør til højre” for de fleste ville det ikke være særlig samtale men det var faktisk en Sunspears kode for at få tre andre til at tage skylden for hvad den som havde gjort det havde nu en gang sat i gang og Bartimæus tog nøglen og gik over til Lou og sagde samtidig ”det må vi så leve med ikke skat” og han lagde en arm om hendes liv kyssede hende let på kinden og førte let både hende og hendes minion op af trappen til deres rum