Hvor er jeg?

Guest

Sted: The Neverending Green Forest sydlige del

Tid: Solen er midt på himlen

Vejret: lettere overskyet men svært at se for træerne og en smule varmt

Bartimæus var håbløst feje vild i et forsøg på at finde Jeevika stammen han havde hørt at de levede i nærheden af en magisk sø eller noget lignende han ville se at der var nok magi i det område så hans folk så der var et anden sted hans folk kunne leve i større antal ud over portalen selvom for dem som spurgte ham ville han kun sælge eller bytte med dem salt og peber han havde et par simple sorte bukser et par læder støvler som stoppede lige under hans knæ en lilla skjorte med ærmerne rullede op lige over albuerne og en lilla stof handsker på hans venstre hånd så ved en hurtig øjekast ville folk tro han havde handsker på begge sine hænder han sad i styre sæde på en træ hestevogn som havde en stof dække over den som man ikke kunne se hvad der var i den og på dækket lige bag Bartimæus lå en læderjakke for de fleste lignede det at han havde lagt den der fordi han ikke ville bruge tid på at lægge den væk under dækket men faktisk havde han den der så han kunne nå alle knivene som var i den hurtigt vist det skulle blive nødvendigt det hele trukket af en rødbrun hest og han sagde i en rolig tone til hesten ”Glint du sagde du vidste hvor det var og nu har vi brugt det meste af dagen på at finde dem”

Guest

Når hun ikke hang ud med Levi som ellers var ganske overbeskyttende, utroligt nok havde hun formået at komme ud på egen hånd for en gangs skyld, men der tog hun sig tiden til at vandre rundt i skoven og lære mere om naturen. Hun var godt nok et med vandet, men hun ville også gerne vide mere om det der forholdt sig rundt om vandet - Altså naturen. I hendes typiske påklædning bevægede hun sig rundt. Hendes stav havde hun ladet ligge derhjemme, den hørte alligevel også til ved deres sø. Ikke at den bar rundt på nogen magi, men den var lavet af det træ der gav søen liv, og derved måtte den ikke være langt hjemmefra.
Hun traskede måleløst rundt med hovedet i sine egne tanker. Det var egentlig sjovt at det var så længe siden at hun stødte på Levi. Så unge de var. Ikke at hun var ret gammel nu. Bag dig, lød en vag stemme i hendes baghoved, noget der fik hende på fersk gerning. Hun stoppede brat op og vendte sig stille som hun bemærkede en hestevogn ikke så fjernt fra hende. Hun var gået for tæt på stierne, noget Lincoln altid havde advaret hende om. Men personen på vognen så alt for spændende ud til at hun kunne lade sin nysgerrighed være. Hun gik roligt over mod hestevognen og holdt øje med den som hun forsøgte at holde trop.
"Er der nogen speciel grund til at du er på vej længere og længere syd på? Hvis du kommer længere syd på, vil du være den første der er nået så langt," sagde hun højt mellem træerne, hendes lyse og varme stemme var ikke ligefrem den mest faretruende, så hun prøvede heller ikke på at være det. Hun hoppede stille frem på stien og foldede sine hænder på ryggen mens hun nysgerrigt betragtede den fremmede på hestevognen.

Guest

Hvis han ikke havde gennemgået hans træning ville han nok ville blive forskrækket da en ung kvinde kom ud af træerne men han havde hørt hende komme tættere på så han havde holdt øje med hende med to af sine øjne hun lignede ikke en røver så han lod hende tage den første træk og da hun tog lod han som om han blev overrasket af hende og lavede et lille hop i styre sædet og vente alle seks af sine øjne mod hende mens han fik Glint til at stoppe op ikke så langt fra den unge kvinde og sagde i en venlig tone "du overrasket mig unge frøken men hvad laver så en smuk ung dame som dem så langt væk fra alting er du måske en spøgelse for en anden som feje vild i et forsøg på Jeevika stammen eller er du en ulve ånd som vil have hjælp til at finde sit hjem i norden" han sagde det sidste i et forsøg på en joke selvom han mente det at hun var smuk selvom det var mere for den magi hun havde i sig naturligt udstrålede med det var unik nok så han ikke rigtig kunne se hvad for en slags magi det var og han var for langt væk til han kunne lugte det så han måtte vente på hun kom tættere på

Guest

Hun fniste let over hans kompliment og rystede let på hovedet som svar. Hun holdt sine hænder foldet på ryggen og trippede let frem og tilbage i den barnlige manér som hun holdt så kær. Hun lagde hovedet på skrå mens hun betragtede mandens mange øjne. "Jeevika stammen er mit hjem. Er der en speciel grund til at du søger os?" spurgte hun så uden at kunne lægge skjul på hendes egen nysgerrighed. Men det var ikke fordi der var særlig mange der gad komme forbi stammen, nu hvor den lå så langt sydpå.
"Du kan fortælle mig om det på vejen, du har passeret stammen for længst," sagde hun så og viftede hånden mod den vej hun skulle til at gå. Hun gik roligt og langsomt, da hun ikke just havde de længste ben. Ikke at hun var lav heller, men hun kunne godt lide at gå en afslappet gang. Det gav hende mulighed for at se alt på hendes vej og ikke misse en mindste detalje.
"Jeg går udfra at du ikke er fra disse skove? Ikke... fordi jeg dømmer dig ud fra dit udseende. Du kunne sagtens bo her i skoven det er ikke min sag, men jeg tænkte bare at siden du farede vild, det betyder dog ikke at du ikke kunne være nordfra...... Jeg har sagt for meget.." begyndte hendes talestrøm, som hun heldigvis stoppede. Hun rystede på hovedet af sig selv kort før hun skævede op mod den fremmede.

Guest

Han kunne ikke lade være med at smile at hendes åbenhed hvis de havde byttet plads ville han i det mindste ventede at høre hvorfor hun var der før han ville vise der hen men så forskellige og satte hestevognen i en let tempo så hun var kun et par skridt foran ham og sagde ”jeg er en handelsmand så jeg håber på at sælge mine varer eller bytte og hvordan kunne du gætte det jeg har kun fire ekstra øjne som er den normale lilla farve men ja du har ret jeg kommer ikke så lang portalen og det ville være noget nemmere for dig at få et bedre kig på mig hvis du sad her oppe” han rykkede sig så der var plads nok til hende og rakte hende hans venstre hånd så hun havde lidt hjælp til at komme der op hvis hun ville komme der op og sagde ”hvis du vil spørge mig om noget så spørg bare du viser mig den rigtige vej og mit navn er Bartimæus Arsene Lupin Leblanc fra Sunspears men bare kalde mig Bartimæus hvad er dit navn unge frøken” han håbede på at han kunne få en smule mere information ud af hende på den måde det kunne umuligt give ham problemer at det

Guest

Hendes åbenhed var blot endnu en af de små ting hun havde lært af Lincoln. Den mand havde hjulpet hende blive til den åbne og rare person hun nu var i dag, eller det var i hvert fald hvad hun selv mente. Om det så var sandheden, kunne være ligegyldig. Og hun følte sig underligt nok ikke specielt truet, det var blevet en følelse hun ikke kunne være i tvivl om længere. Hun var ikke engang sikker på om hun nogensinde havde oplevet nået faretruende efter hun havde mødt sin nye stamme. Hun tog sig selv i at falde ind i sine tanker og rystede let på hovedet som hun begyndte at lytte til manden ved siden af hende.
Hun smilte let men takkede nej til hans strakte hånd. Ikke at hun var bange eller noget, men hun kunne godt lide at føle jorden mellem sine tæer, og vogne havde aldrig været noget for hende alligevel. Hun lagde hovedet på skrå som han talte videre.
"Bartimæus... Det er ikke et navn man hører ofte! Mit navn er Tyrande... Tyrande Waterdancer! Fordi jeg danser på vandet... Som faktisk er mere end bare dans, men det ved de intet om!" præsenterede hun sig selv som hun stoppede op og kort bukkede sig som hilsen. Roligt drejede hun om på hælen efter sit buk og fortsatte ned af en smallere sti. Hun stoppede op og kiggede tilbage mod Bartimæus. "Det kan være at din vogn får nogle problemer her... Så smalt som her nu er. Men der er ikke langt endnu... Så din vogn vil ikke være i nogen fare hvis du forlod den," sagde hun med en bekymret mine der svandt over i noget betryggende. Hun kløede sig roligt i håret og kiggede rundt på de tætte grene.

Guest

”jeg kunne sige det samme om dit navn og hvad jeg kan se at din magiske udstråling og med det du har lige sagt vil jeg gætte en form af ritual magi med svag undertone af en af de seks magiske elementer men kan ikke sige med sikkerhed måske træ men det er kun et gæt det er svært at se det her fra” sagde han venligt og stoppede vognen da hun stoppede og nikkede at det hun sagde og hoppede at vognen og bandt Glints tøjlerne til en gren et par meter væk fra Tyrande og puttede læder jakken under dækkede og tog en firkantet træ kasse med to skulderremme og kastede den over ryggen og begyndte at bukke efter alle kunstens regler men halvvejs blev han lige så mørkt som skyggen som træet nu en gang gav og hevet ned i og et kort øjeblik efter kom han op af en skygge cirka en meter bag hende og så op på hendes ansigt og sagde ”ja det kan jeg se frøken Waterdancer men jeg vil stadig sætte pris hvis der var nogen til at holde øje med det den holder trods alt mit levebrød men et par minutter alene skulle ikke skade men jeg ville stadig sætte hvis du kendte nogen som har tid kunne holde øje med den” det var delvis en løgn eftersom det var hans dække job men han kunne nok stjæle nok så han kunne købe en ny men det var meget risikabel

Guest

Hun smilte let over hans forsøg på at gætte hvilket element hun tilhørte. Hun lavede en gestus mod bunden af hendes kjole, som var mønsteret af konstante bølger, der fulgte hinanden hele vejen rundt i en ring, "Vand," sagde hun så med et venligt smil på læben. Det var ingen hemmelighed at de var en stamme der tilbad vandet, så hun ville ikke gøre et større nummer ud af at skjule det.
"Jeg får nogen til at holde øje med den, så dine ting er i god behold når du returnerer," forsikrede hun ham som hun bukkede hovedet kort mod jorden. Hun foldede sine hænder sammen, ærmerne på hendes kjole overlappede hinanden til at skjule hænderne. Det var blot for at vise at hun var afslappet. Hun vendte sig mod lejren og begyndte at gå, hun gik ud fra at Bartimæus ville følge med, ellers ville hans rejse herud trods alt været for intet.
Hun kiggede til siden hvor hun regnede med at Bartimæus nu gik, og kneb øjnene let sammen. "Hvad er dine intentioner med min stamme?" spurgte hun nysgerrig, hun ville ikke lægge låg på at hun måske kunne føle at der var noget hun var nød til at være på vagt over. Det var trods alt hendes folk, og de var pasfisister, så kamp ville der ikke været meget af hvis han viste sig at være farlig.

Guest

Han nikkede forstående da hun fortalte ham hendes element og sagde mens han bukkede let tilbage til hende ”mange tak frøken Waterdancer” og fulgte efter hende og så lidt omhyggeligt på hendes kjole det var tydeligt at den var af god kvalitet især når man sammenlignede til andre stammer han havde besøgt havde for det meste kun dyreskind og de havde ret sjældent noget særligt han kunne købe så det gav ham forhåbningen at de havde noget interessant og vente sin opmærksomhed til hendes ansigt da hun spurgte hvad han tænkt at gøre med hendes stamme og sagde ”jeg håber på at sælge jer mine varer og købe ting som i har for meget af eller ikke har brug for men ellers ikke rigtig noget i den nærmeste fremtid selvom jeg ville ikke af læger mere dig” og ubevidst smilede lettere forførende til hende og strakt sine arme over sit hoved og sagde nysgerrig ”er der noget jeg burde få at vide om så jeg ikke fornærmer nogle ved et uheld”

Guest

Hun lagde hovedet let på skrå da han nævnte at han ville sælge varer til stammen. "Hvilken slags varer sælger du da?" spurgte hun lettere nysgerrigt. Hun bemærkede godt at hans smil var anderledes, men det var ikke fordi hun vidste hvad det betød. Istedet for smilte hun bare sit eget ganske uskyldige smil tilbage af ren høflighed.
Da han spurgte ind til om der var ting han skulle vide for ikke at fornærme nogen, kiggede hun roligt frem og smilte lettere blidt. "Bare du ikke taler om krig og vold, så er alt næsten fint. Oh... Men vandet ved det store træ må helst ikke røres på nogen måde. Det er vores hellige vand der giver liv til det store træ," sagde hun så som de nærmede sig hendes stammes tilholdssted. Telte var der på jorden, men ligeså vel hang der træhuse med broer af reb der forenede dem alle sammen. Børn løb rundt med deres blå vand-relaterede afmærkninger på arme og ansigt.
Roligt kom de til et telt tæt på det store træ, hvor Tyrande trak teltets stofdør til siden. "Lincoln. Vi har gæster udefra," sagde hun roligt hvorpå en stor, robust og ganske høj mand rejste sig fra et bord med en masse planer på. Hans ansigt var stift med tydelige rynker der viste at han havde set ting, båret dybe bekymringer og sorg. Ved siden af sad hans datter, en lille ranglet pige med en kattehat på huen og mærkelige hvide afmærkninger i ansigtet. Hun var i en dyb skrædderstilling som hun justerede sit våben der mest af alt mindede om en kanon end hvad den egentlig var, som var en armbrøst. Tyrande vinkede til hende med et smil på læben, "Hey Hali," hilste hun, hvorpå pigen kiggede op fra sin armbrøst og et bredt smil bredte sig på hendes læber. "Tyrande!" udbrød hun før hun slap sit våben og rejste sig for at løbe over til sin veninde.
Lincoln stoppede foran Bartimæus, uden at trække den eneste mine. Han kiggede kort ned af ham før han så fik et smil på læben og rakte hånden frem. "Goddag. Mit navn er Lincoln," introducerede han så sig selv. "Hvad bringer dem til vore skove, rejsende?" spurgte han så.

Guest

”Den her gang salt og peber men hvis der er noget i har behov for kan jeg prøve at finde det for jer men kan ikke love jeg kan finde det i vil have” sagde han i venligt tone det var en normal tilbud han gav til mindre landsbyer og større grupper som at en eller anden grund ikke ville være eller kunne ikke være en del andre racer riger eller hvad de nu engang kaldte deres organisationssystem det lidt ud fra hans viden
Han nikkede forstående det gav god mening krig og gav kun problemer og gjorde kun hans arbejde så meget mere besværligt men da hun nævnte at vandet omkring det store træ var hellig for dem han havde kigget på vandet og vendte sit øjne ned på jorden og lukkede de to øverste par øjne så han var sikker han ikke fik øje på vandet selvom det havde ikke mere end en eller to øjeblik var han lige ved at få et panikslag det kom fra at han var ikke sikker på deres hellige vand var en symboler repræsentation af deres Gud eller guder han var ikke helt sikker på hvordan deres tro fungerede så hans frygt slog stadig ind han vidste det var dumt men han kunne ikke gøre for det så han lagde ikke mærke til børnene som løb rundt og blev lettere overrasket da Tyrande stoppede og åbnede de øverste par øjne og så op og fik øje på en stor mand som hvis han skulle gætte havde været en soldat eller kriger på et tidspunkt og en pige med en kattehat og så vidt han kunne se og gætte var en hånd kanon heldigvis før manden som åbenbart hed Lincoln var kommet helt over til ham havde han fået skubbede ned hans frygt ned på et niveau så det var meget svært at høre den på sin stemme og sagde ”navnet er Bartimæus og jeg er her til at sælge mine varer med dem eller bytte hvis det er bedre for dem”

I anledningen af at 2018 ender, ville jeg lige lave en kort opdatering hvor vi fortæller om …

Nu ved jeg godt at siden ikke er lige så aktiv som jeg havde håbet på! Men det er fint, for jeg …