come on show me what you got- Aethelwulff

tid: 14:30

Vejr: solen skinner fra en næsten skyfri himmel

omgivelser: en masse folk som passer deres hverdag

sted: gågaden.

Solen skinnede fra en næsten sky fri himmel, hun var iført en grøn kjole med lange ærmer og en kappe som var trukket godt op omkring hovedet så ingen ville genkende hende, det eneste man kunne se var små mørke totter som stak ud under kappens hætte. Dæmonerne hun boede sammen vidste ikke hun var  ude. Mødet med Luke havde sat nogle ting igang inde i hendes hoved. Mange forvirrende tanker, men de havde ikke slettet hendes minder og derfor huskede hun ham. Hun havde elsket ham, men hun var ikke den samme mere. Hun sukkede svagt som hun kiggede rundt. Folk havde travlt med leve deres liv uden bekyrming og der var flere af dem som handlede nogen snakkede og det fik til hende at tænke på et liv som kunne havde været, dog huskede hun intet andet end sit fornavn og Luke. Hvordan hun havde været inden livet som falden huskede hun ikke, men det var også lige meget for hun kunne ikke gå tilbage til det hun var. Hendes liv havde ændret sig og hvor end hun gerne ville have et liv med Luke ville det aldrig blive det samme, folk ville hade hende lige meget hvad og hun var næsten sikker på at de ville hade Luke for at elske hende. Hun ønskede ikke sådan et liv for Luke, det eneste hun ønskede var at han skulle være lykkelig og det kunne han ikke med hende i sit liv. De ville være i konstant fare ikke bare fra  engle, men også fra de dæmoner som havde gjort hende falden. Hendes læber var en streg som en ældre kvinde kom imod hende. Hun var så vred det meste af tiden, men nu vidste hun ikke hvor skulle rette vreden hen. Hun ville gerne rette den imod dæmonerne hun boede sammen med, men hun var intet match for dem. Efter hendes fald var hun ikke andet en svag skal af sig selv. Dog trænede hun hverdag på at blive bedre, men hvad det var hun kæmpede for vidste hun ikke rigtigt mere. Hun følte sig ikke som en falden, men hun kunne heller ikke være en engel mere. Den ældre dame var nu så tæt på hende at hun greb Athenas arm hvilket hun ikke skulle have gjort og med sin frie arm gav hun kvinden så hårdt et skub at kvinden faldte til jorden og inden nogen nåede reagere var Athena på vej væk. Hun skulle finde en dæmon, det var ikke fordi hun ville skade dæmonen.
Hun havde hørt af omveje at denne dæmon kunne få folk til synde, det var noget hun ikke brød sig om, men da hun var falden havde hun ingen grund til at stoppe ham. Hun forsatte med hastige skridt væk.  Hun ville bare obsevere ham og se hvordan han gjorde det. Grunden til at hun gjorde det var fordi hun havde behov for at få alle disse negative og forvirrende tanker lidt på afstand. Dog vidste hun ikke hvor hun skulle lede, men vidste heldigvis hvordan han så ud. Nogen af dem hun havde snakket med, som havde mødt ham på deres vej. Kom med nogle fine beskrivelser af ham. Dog var der ikke rigtigt nogen som vidste hvor han holdte til, men hun var sikker på at hvis hun blev ved med at lede skulle hun nok finde ham.

Hun havde eller ikke et navn på denne dæmon, men det gjorde vel bare det hele så meget sjovere når hun så endelig fandt ham. Hun gik hen til noget som mindede om lille gyde og lænede sig op af en væg. Hun hadede dem for ikke at havde slettet hendes minder da de havde haft chancen, det gjorde det hele så meget svære med alle disse følelser som for hende virkede ny og skræmmende. Hun følte sig vred på sig selv over at hun havde ladet sig fange den gang. Hun burde vide bedre, men hun rystede svagt på hovedet kiggede rundt for lede efter en passede til beskrivelsen, hun trak hætten væk og hendes hoved kom til syne, de matte og ligegyldige øjne kom til syne. Man kunne høre hidsige stemmer som snakkede om hvor uhøfligt det havde været at skubbe den ældre dame og for ikke at gøre ondt værre ledte de efter hende. De kunne bare komme hun skulle nok sætte dem på plads, hun var trodsalt trænet i kamp.

Aethelwulf var nede i gågaden da det var et af de steder hvor der var mange mennesker, hvilket betød at sandsynligheden for at nogen syndede, eller at han kunne få nogen til at synde så det betød det var et godt sted at han kunne få fylde op på energi. Han bevægede sig bare ned i gennem gågaden, og flere af de boder han kom forbi udviklede sig noget mere voldsomt end normalt. En af kunderne og sælgerne stod og sloges om en halskæde, hvor kunden konstant forsøgte at få den billigere og billigere og sælgerne blev ved med at øge prisen mere og mere.

Samtidigt med var der et par der kom gående ned i gennem gade, og en kvinde som gik forbi dem rev pludseligt fast til kvinden i parets nederdel og forsøgte at rive den af. Generelt begyndte gågaden og være fylde med flere og flere af disse små situationer, men samtidigt med at Aethel bevægede sig væk fra stederne så stilnede det hele ned igen og blev mere og mere normalt. Han nærmede sig den gyde som Athena var gået ned i, og det kunne høres på den måde hvordan gruppen af mænd snakkede om hvad de ville gøre når de fandt hende.

"Ser frem til at flå hendes øjne ud af hovedet på hende!"
"Ja og hugge hænderne af hende som hun skubbede med!"
"Men først når jeg har fået mulighed for at nyde hende!"
"Håber ikke du skal bruge hendes ansigt, for det skal af! Alt for kønt!"

De råbte højere og højere, og lød mere og mere voldelige som Aethel kom tættere og tættere på. Han kunne gik tættere på dem, og da han nåede gyden valgte han at dreje ind da han tænkte at det var et godt sted at følge hvad gruppen havde tænkt sig at gøre, uden at komme til at gå i vejen for dem så han ville blive udsat for deres vrede. Selvom et godt vredes udbrud mod ham, ville give ham massere af energi til hans Raseri og bruge det til at flå dem fra hinanden, bare tanken fik ham til at smile. Han havde ikke set kvinden der også var i gyden.

Athena gøs en smule som de nærmede sig hendes gemme sted, hun kunne sagtens høre hvad det var de sagde og de kunne bare komme an hun skulle nok vise dem hvem der var bedst til at slås. Hun var ligeglad, hun skar svagt en grimasse som hun hørte dem blabre løs om hvad de ville gøre med hende hvis de fandt hende. Hun kunne ikke udsættes for noget værre end det hun allerede havde været udsat for. Ingen kunne udsætte hende for mere smerte. Hun skulle lige til at gå ud af gyden for at fange deres opmærksomhed som en trådte ind i gyden og hun måtte gøre alt for ikke at vælte ind i ham og det resluterede i at hun falte bagover med et blødt bump. I starten genkendte hun ham ikke, men efter lidt tid så gjorde hun og lidt tilfældigt rykkede hun sig tilbage, da hun nu var engel vidste hun også godt hvor farlige de kunne være, hendes blå øjne undersøgte ham som han stod der lignede en som var ved at betragte noget eller nogen. Hun rejste sig og lagde hovedet en smule på skrå " hvis du leder efter mig som en af de tumper der ude så har du fundet mig, hvis ikke så vil jeg videre inden du får nogle idéer" sagde hun prøvede på at skjule hvor vred hun egentlig var. Athena havde problemer med at blive rørt og når hun også var sur så blev det som oftes til en dårlig kombination. Hun prøvede også at skjule det faktum at hun måske vidste hvem han var. Lige nu føltes det som en dum idé at opsøge ham, men hun kunne ikke lade være. Som hun stod i gyden vidste hun ikke rigtigt hvad hun skulle sige, men hun var sikker på at hvis han ledte efter hende ville han havde været meget mere opmærksom om sine omgivelser ikke så meget det som skete udenfor gyden. Hun havde nu gjort opmærksom på sig selv så kunne hun vel lige så godt forsætte til præsentationen af sig selv " mit navn er Athena og jeg er virkelig ked af at jeg løb ind i dig" hendes stemme lød en smule venligere, men stadig meget påpaslig. Hun ville ikke riskikere at han blev vred på hende og fortalte de andre hvor hun var. Athena bed sig svagt i læben tydeligt lidt nervøs, han var slet ikke som hun kendte der hjemme. Han virkede mere skræmmende og hun havde ikke regnet med at skulle være så tæt på ham som hun var. Hun stadig en smule forvirret over drejningen det havde taget, men nu var der vel ingen vej udenom. Hun rakte lidt tøvende en hånd frem imod ham for at give ham hånden.

Han kiggede på hende efter at hun var rendt i ham, og hun var faldet bagover. Han stod lidt og afventede en undskyldning da det var det en almindelig person ville gøre. Selvfølgelig overfor ham kunne det nemt ske at hun ikke gjorde det, ganske rigtigt ud af hendes mund kom en noget hårdere tone istedet.

"Naah, jeg leder ikke efter dig, men kunne godt finde på at afslørre dig da det lyder som om de ville have det sjovt med dig?"

Han sendte hende et skævt, giftigt og tangerende til slesk smil. Han havde ikke nogen skrubler hvorfor skulle han, så lige nu spekulerede han bare over om han kunne få en synd ud af hende istedet for. Raseri, vold og mord var den kedeligeste af synderne, så nem at få frem og så basisk i dens konstruktion. For ham var Raseri som grød var for andre, nærende men dog kedeligt føde at indtage hver eneste dag.

"Jamen hej Athena, hvis du virkeligt vil undskylde, så fortæl mig hvad din største synd er?"

Han lagde hovedet på skrå, som en person der var igang med at udregne alle mulige handlinger han kunne tage og alle de mulige konsekvenser der ville komme ud af det. Han overvejede også stærk at han måske istedet bare skulle forsøge sig med hans evner på hende, selvom han vidste jo at den ene af dem allerede måtte påvirke hende, spørgsmålet var bare hvor svagt eller stærkt den påvirkede hende. Han blev stående sådan at han sørgede for at hun ikke kunne løbe ud af gyden uden at skulle tæt på ham.

Athena betragtede ham som han spærrede vejen for hende, hendes hoved væltede svagt på skrå som han sagde at han kunne afsløre hende sukkede hun en smule irreteret over ham, hvis bare han ville flyttede sig så var hun allrede på vej ud for at vise dem. Hun havde dog stoppet op som han var gået ind  for at spærre vejen for hende " det behøver du ikke jeg var selv på vej ud for give dem en oplevelse som de sent ville glemme" sagde hun lagde ikke skjul på hvor meget han irreterede hende og hvis ikke det var fordi hun vidste hvad han var, så var det gået ud over ham, men hun blev pænt stående, men trodsigt valgte hun at finde hans blik, hendes blik var advarende som om hun vidste hvad han ville gøre, men de vidste ingen frygt. Dog sank hun svagt en klump da han spurgte hende hvad hendes største synd var.  Hendes største synd var at hun havde ladet mørket knække hende og gjort hende til falden, men hun valgte til sidst at vende sit blik væk uden at sige noget, hvis han ville afsløre hende kunne han bare gøre det. Hun bed sig svagt i læben hun vidste ikke rigtigt vidste hvad skulle sige, hun havde på den ene side ikke lyst til at fortælle ham det, men hvad var alternativet hun var sikker på at hun kunne klare nogen, men ikke dem alle sammen som havde set sig sure på hende. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre. Hun vendte efter lidt tid sit blik igen, men denne gang kiggede hun på hans bryst " min største synd er at jeg lod mørket ind, der hvor der engang var lys er der ikke andet end forvirring og vrede. Jeg blev frarøvet mit liv fordi en dæmon vil have hævn over min den gang kærste som stadig elsker mig, men vi kan ikke få det liv som engang var os til tænkt for jeg er ikke den samme person mere, det er heller fordi jeg ved hvem jeg var" sagde hun hviskende. Det havde aldrig været hendes mening at blive falden og det var bestemt ikke noget hun havde bestemt. Lidt tilfældigt lod hun armene omkring sig selv for på den måde at beskytte sig, hun kunne ikke rigtigt komme nogle vejne velvidende at han ville stoppe hende hvis hun prøvede på at komme væk. Hun var usikker på hvad det var han ville med hende og hun turde næsten ikke tænke på så i stedet for gjorde hun det hun sagt til sig selv ikke ville virke og inden hun nåede at tænke mere over det prøvede hun på at skubbe sig forbi og ud af gyden. Lysten til at gøre noget ved de mænd var blevet større efter hun snakket med ham, men hun vidste også at vis han stoppede hende ville hun ikke være i stand til at stoppe ham, hun var ikke den stærkste grundet hendes fald og det burde han vel vide. Desuden var han også del større end hende og mere muskuløs end hende. Hendes krop var ret så spinkel " hvis ikke du har noget imod det så vil jeg gerne videre jeg har nogle fjolser jeg skal sætte på plads" sagde hun og brød sig bestemt ikke om at være i hans søgelys. Hun havde hørt ting omkring ham. Hun ville ikke gøre det så nemt for ham selvom det sikkert var det hun havde gjort.

Hun vidste bare at hun måtte væk inden han fik hende til at gøre noget hun ikke kunne komme ud af, men frygten ved blive rørt sad i hende også det gjorde hende nervøs. Det var dumt af hende at lede efter ham, men det var endnu mere dumt at blive. Hun havde lyst til at fortælle ham at hun vidste hvem han var, men det var nok også en meget dum plan. Hun vidste at hun nok ikke ville kunne slippe og det var bare et spørgsmål om tid før han ville gøre noget. Hun blev igen forvirret " jeg ved hvad du er og jeg ingen trussel så du sagtens bare lade mig gå, jeg igen match for dig" sagde hun og håbede på at han med den viden ville lade hende gå. Gyden havde virket som et godt sted at gemme sig i, men nu virkede det som en meget dum idé. Hun kunne heller ikke råbe for så ville de andre finde hende. Hun skulle til at lade være med at sætte sig i disse situationer, men hun kunne ikke lade være de tiltalte hende og det den måde hun kunne reagere på.