I have missed you so much my love [Fortidsemne]

Guest

Tid Det er aften
År Ukendt år, lidt under halvandet år før hun bliver forvandlet
Sted Det er Katarina (Katherine) og Alureziel hjem. Det er mere specifikt badeværelset.
Omgivelser Det er et stort badeværelse, med et spejl på væggen. Der er et sted, hvor man kan varme vandet. Der er en stort og smukt kar, som hun sidder i. Der er en smuk stol, hvor hendes kåbe er. Derudover er det vinduer, så man kan se månen og en enkel balkon, som giver en smuk udsigt over havet.
Vejr Udenfor er månen fuld, aftenen er smuk og det er i vinterperioden. Det er derfor køligt udenfor
Påklædning
- Tøj + Sko Hun har intet tøj på, hun har dog en hvid næsten gennemsigtig kåbe, hængene over en stol Link. Hun har ingen sko på
- Hår + Make-up + Smykker Hun har sit hår hængene løst, med en enkel fletning. Det går hende til hofterne Link. Hun har intet make-up på. Hun har sin forlovelsesring på Link, hun har også en halskæde på Link
- Andet På grund af hendes evne, besidder hun en næsten overnaturlig skønhed. Hun har også en lille bump på maven, som indikere at hun er i sit første trimester af sin graviditet.

Emnet er tilegnet @Alureziel

I vinter perioderne, elskede hun at bade i det gyldne kar. Ofte ville hun lade dørerne til balkonen stå åben, så den kolde luft ville omfavne hende, ganske før hun lod vandet ramme imod sin nøgne hud. Varmen mindede hende om den tryghed, hendes elskede Alureziel gav hende, og hvor hun dog savnede hans varme favn. Hun vidste hvad han gjorde var vigtigt, og at det i sig selv, havde været stort, hun blot kunne overtale ham, til at de kunne bo sammen. Han havde gjort så meget for hende, så hun ønskede ikke at være egoistisk, og dog kunne hun ikke lade hver. For hver gang hun så ham, var det som første gang, og hun fandt sig selv mere forelsket, end hun havde gjort den forrige gang. Det ville dog være løgn, hvis hun sagde hun ikke savnede ham, for hver gang hun lagde sig under dynen, uden ham ved sin siden og hver gang hun vågnede op, uden at kunne betragte ham sove ved siden af sig, gjorde det mere og mere ondt.
Hun sukkede og satte sig bedre til rette. Hendes lange mørke hår, hang ned langs kanten, ikke et eneste hår var vådt. Hendes ene hånd, lå langs kanten af karet, men den anden lå på den fine lille bule, der var placeret på det laveste punkt af hendes mave. Nok var han væk, men hun havde en del af ham med sig hver dag. Selvfølgelig vidste Alureziel det endnu ikke, og selvom hun glædede sig, til at fortælle ham om deres barn, som voksede inden i hende, frygtede hun også hans ord. Hvad nu hvis dette blot, ville være en ting, som holde ham nede og afholde ham fra, at gøre hvad han gjorde. I sidste ende, gav det ham også kun endnu en svaghed, og hvis hans fjender lærte mere om ham, ville de blot kunne sårer ham gennem hende.
Hun kastede de negative tanker væk, som hun begyndte at betragte månen. Den smukke måne, mindede hende om de gange, hvor de havde danset i mørket. Blot tanken, fik smilet frem på hendes læber. Han havde bragt så mege lykke til hende, at selv på trods af sin faders had, ville hun aldrig give mødet med ham væk. Hun ville gøre det hele om igen, for selv på trods af den smerte, der var i hende, hver gang han skulle tage af sted, så kom lykken igen, det sekund hendes øjne så ham. Hun trak sine ben op,
og bed sig i læben. Selvom månen bragte en vis farer med sig, specielt fra varulvene side, som aldrig kunne kontrollere sig ved fuldmånen. Dog bragte den også en skønhed og glæde til hende, hvilket gjorde synet af den mindre farlig. Hun samlede sit hår, og lod det falde over sin ene skulder, hvilket blottede hele hendes ryg. Let samlede hun vandet i sin hånd, olierne der duftede af lavendel, fik ikke kun hende, men også hendes hår og omgivelserne, til at dufte af den smukke blomst. Et smil formede sig på hendes læber, og igen lod hun sit læne tilbage, imod ryggen af karet.

//Så blev det endeligt lavet, jeg håber det er okay

Guest

Outfit

Alt for længe. Det var længden af den periode han havde været væk fra sin elskede Katarina. At efterlade sin forlovede blev aldrig lettere, men ikke desto mindre kaldte arbejdet, og manden havde derfor måtte forlade hendes side, til fordel for pligterne. Han var skabt med et formål, et formål der hed at udrydde alle mørkets væsner, og det var langt fra sket endnu. Arbejdet var hårdt, krævende, men ikke noget der trættede ham, og i kampene, sørgede han for at holde Katarina ud af tankerne og være fokuseret på det han lavede.

Over den periode han havde været væk, var der blevet udkæmpet mange kampe. Hans tropper klarede sig skam fint, men tabene i englenes rækker var ikke små. Der skulle mere træning på bordet, det var han klar over, og efter den længere periode i kamp, og en sejr der desværre ikke var overlegen, kunne folk vende hjem. De af dem der havde hjem, og de af dem der kunne tillade sig det. Der var blevet skabt en ordning, der sikrede at de yngste og mest utrænede soldater – samt dem der ønskede det – kunne samledes i en lejr, og træne. Der ville være erfarende kriger tilstede til at undervise, og Alureziel ville selv kigge forbi engang i mellem, og sikre sig at alt var som det skulle være. Netop derfor, havde han placeret lejren taktisk, således der ikke var mere end to dages rejse til bens fra hans hjem, og med hans kraftfulde vinger, kunne han klare rejsen på kortere tid.

Det var derfor med en del forventning og savn, at han satte kursen hjemad. Hesten arbejdet sig rytmisk gennem skoven, og omsider, kunne han se huset forude. Der var lys i vinduerne, hvilket indikeret at Katarina stadig var vågen, og hvor steg hans forventning og savn til hende i løbet af disse øjeblikke. Kontrollen havde nær svigtede ham som han holdt hesten an og stod af, men han lagde bånd på sig selv, sadlede hesten af og sikrede sig at den havde mad og drikke så han ikke behøvede at gå ud igen når han først var gået ind i huset.

Derpå trådte han ind i sit hjem, et hus han havde bygget med egne næver og kun til ære for sin elskede. Han havde lagt kræfter, kærlighed og tid i at gøre det så perfekt for hende. Hans første og eneste hjem, og formentlig også sidste. Han ønskede ikke et andet liv end det han havde i øjeblikket, og ønskede blot at det varede evigt.

Intet indenfor havde ændrede sig, og blikket gled søgende omkring mens han lukkede hoveddøren efter sig. Hvor Katarina var, anede han ikke med sikkerhed, og derfor gjorde han sig gradvist af med alle sine våben og sit udstyr. Måske sov hun? Nej… han fangede et lys ude fra baderummet han havde indrettet, og kunne svagt ane en skygge derinde. Et smil trak over hans læber mens han løsnede bæltet hvor sværdet hang, og placeret det op ad væggen ved døren til baderummet. ”Katarina?” den dybe let hæse stemme faldt spørgende så han ikke ville skræmme hende, inden han skubbede døren der havde stået på klem, helt op, og trådte ind. Og der, så skøn som altid, sad hun i karret. Skæret fra månen kærtegnede hendes porcelænshvide hud, de kastanjebrune øjne smukke og varme som altid, og hendes sødmefulde læber blødere end nogensinde. Noget var anderledes, en glød han ikke var sikker på, men han tænkte ikke videre over det, bortforklarede det med sit savn til hende. Mens han stod i døren, de bredde skuldre fyldte det hele, lignede selv en der trængte til et bad, håret var blevet længere over den periode han havde været væk, skægget ligeledes selvom han havde barberet sig flere gange. Masken han havde for ansigtet og hætten var blevet skubbet bort, og hans sædvanlige kærlig smil var blottet for hende.

Guest

Hun havde været så koncentreret, at hun ikke hørte skridtene. Så det var først da han snakkede, at hun opdagede der var nogen i huset. Hans stemme syntes kun, at få glæden op i hende, og den tristhed der havde været, over ikke at have ham hjemme, forsvandt som altid. Det var næsten magisk, den måde han kunne få hende til, at føle sig så lykkelig og tryg på samme tid, og endda uden at gøre det helt store. Det eneste han skulle gøre, var at være tæt på hende, eller for den sags skyld snakke. Lyden af hans stemme var dog ikke nok, det var først da han trådte ind, at glæden for alvor kom frem i hendes øjne. Hun havde vendt blikket imod døren, sekundet hun hørte hans stemme, og hendes hjerte havde hamret afsted, da døren åbnede op og han kom ind.
Hun trådte op fra vandet, og på trods af at være nøgen, virkede hun ikke det mindste smule genert. Havde det været enhver anden, ville hun nok havde bedt vedkommende om, at forsvinde. Dette var dog Alureziel, og han havde trods alt se hende nøgen før, plus hun elskede den måde han betragtede hende på, som var hun det smukkeste han nogensinde havde set. Hun lod vandet glide ned, og ganske let trådte hun ud af karet og ned på det kolde gulv. Det gøs næsten i hende, for nok elskede hun kulden, men nu havde hendes krop vænnet sig, til alt den varme der havde omfavnet hende i vandet. Så det at træde ned på et koldt gulv, var ikke just det mest behagelige. Hun lod sit hår falde om på ryggen, og bevægede sig hen til sin kåbe, som hun tog på.
Med et kærligt smil, gik hun imod sin elskede. Uheldigvis var han så høj, at da hun endelig nåede hen til ham, støttede hun sine hænder imod hans bryst, som hun steg op på sine tær. Hun kyssede ham blidt "I have missed you" hun smilede kærligt til ham, og det var tydeligt, ved stort alt ved hende, at hun elskede denne mand, mere end noget andet. Hun var uendelig lykkelig for, at han var en del af hendes liv, uden ham havde hun nok aldrig, oplevet den slags lykke, som hun oplevede hver dag med ham. Hun stilte sig igen ned på sine fødder, og blidt tog hun hans hånd, som hun placerede på den fine lille bule "I am with child my love" hun bed sig i læben, og med glæden i sine øjne, betragtede hun ham.

Guest

Tristheden nåede han at spotte, men det ændrede sig hurtigt da han trådte ind. Hun rejste sig i stedet, og hans blik fulgte hende. Han elskede skam at se hendes krop, men hans blik var nu engang fikseret på hendes smukke ansigt, et ansigt han aldrig blev træt af at se på, og som han havde savnede ekstrem meget. Det var dog svært ikke lige at glide blikket over hende mens hun trak sin hvide kåbe på, og hans blik gled over hende mens hun gradvist dækkede sig til.
Snart var hun dog på vej hen imod ham, og han tog hende i sine arme og holdt hende tæt ind mod sig mens han lænede sig ned mod hende og mødte hende i kysset. Fornemmelsen af hendes skønne bløde læber mod hans var et af de mange ting han havde set mest frem til ved genforeningen. Det blev dog et alt for kort kys hvis man spurgte ham. "And I missed you, my dearest heart" svarede han ømt, løsnede grebet om hende, og kærtegnede hendes bløde kind. Hendes kærlighed for ham var tydelig, og hans egne følelser for ham var heller ikke skjulte i de blågrå øjne.
Hun tog snart hans hånd, og som hun skabte afstand mellem dem, slap han grebet om hende med den anden for at lade hende gøre hvad end hun ville. Hans blik var dog gledet ned mod deres hænder, og som hans håndflade blev placeret fladt ind mod hendes mave. Han mærkede hårdheden und sine fingre, og øjeblikket inden hun forklarede, fornemmede han det liv der voksede inde i hende. Hans blik fløj op mod hendes, øjnene større, læberne adskilt. Overraskelsen var ikke til at tage fejl af, men det var kun et øjeblik inden han faldt på knæ for hendes fødder, hånden forlod hendes mave og begge hænder gled rundt om hende. Et kys blev trykkede mod hendes mave, et kærligt og dvælende kys. Da han løftede blikket mod hende, strålede hans øjne i deres specielle magiske blå farve, som safirklare krystaller. "Our child.." hviskede han lavmælt. Lykken i tone og blik nikke til at tvivle om. Hans øjne afslørede ham trods alt mere end ord ville gøre.

I anledningen af at 2018 ender, ville jeg lige lave en kort opdatering hvor vi fortæller om …

Nu ved jeg godt at siden ikke er lige så aktiv som jeg havde håbet på! Men det er fint, for jeg …